Aktier/tendens: Negativ drejning i USA kan smitte af herhjemme
14-12-11 kl. 14/12 2011 07:12 | Rias B 430,00 (0,00%) | IC Companys 155,00 (-1,27%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%)
Det danske aktiemarked ventes onsdag at åbne lidt lavere, efter at de amerikanske aktier tirsdag ikke formåede at holde fast i indledende stigninger og faldt efter europæisk børslukketid. Onsdagens vigtigste nøgletal er udviklingen i industriproduktionen i eurozonen, og derudover vil der være fokus på gældskrisen, og på hvordan det går med auktioner af italienske og tyske statsobligationer.
- Vi forventer en svag negativ åbning. Vi så USA lukke negativt med fald den sidste times tid efter rentemødet i den amerikanske centralbank. Udover det ser vi også de asiatiske markeder ligge negativt onsdag morgen. Der er ikke kommet noget nyt i løbet af natten med hensyn til gældskrisen i Europa, så forsigtig negativ åbning fra morgenstunden - stadig med stor fokus på, hvad der forgår omkring gældskrisen i Europa, siger chefrådgiver Claus Paaske Larsen fra Nordea til Ritzau Finans.
I forhold til A.P. Møller - Mærsks er der konkurrentnyt om Hapag-Lloyd, hvis ejer TUI Group har aflagt regnskab for 2010/11. TUI fortæller, at dets container shipping-aktiviteter gav et underskud på 2 mio. euro mod et overskud på 150 mio. euro året før.
Hapag-Lloyd håndterede i regnskabsåret 5,1 mio. standardcontainere (teu) mod 4,9 mio. året før, og den gennemsnitlige fragtrate var 1564 dollar per teu mod 1505 dollar året før, hvilket dog ikke til fulde kunne opveje stigende bunkeromkostninger.
Den spanske tøjkoncern Inditex, der blandt andet ejer tøjkæden Zara, har onsdag morgen endvidere præsenteret sit regnskab for de første ni måneder af i år, hvilket kan give lidt fokus på IC Companys - og i Sverige på Hennes & Mauritz. Regnskabet var dog som ventet med et resultat efter skat på 1,3 mia. euro mod 1,2 mia. euro i samme periode sidste år.
Cimber Sterling aflægger onsdag regnskab for første halvår af 2011/12, og der kommer årsregnskab fra Rias.
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar