Cimber/CEO: Vi skal tilbage til kernen
14-12-11 kl. 14/12 2011 08:44 | Cimber Sterling Group 0,99 (0,00%)
Cimber Sterling skal tilbage til kernen og på længere sigt kan en fuld fusion med hovedaktionærens andet flyselskab Skyways være en mulighed. Det siger CEO i Cimber Sterling Jan Palmer til Ritzau Finans, efter selskabets skuffende regnskab for første halvår, der også var julepyntet med en kæmpe nedjustering og en ny strategi.
- I september-oktober kom markedet ikke tilbage, som vi havde ventet, og dertil venter vi, at andet halvår rammes af effekterne fra krisen i Europa, siger Jan Palmer om baggrunden for forventningen om lavere indtægter.
På omkostningssiden rammes selskabet primært af de øgede brændstofomkostninger og markant øgede omkostninger til teknisk vedligehold primært af selskabets ATR-fly.
- Tekniske problemer ramte os. Vi havde motorbrand og dertil nogle "groundede" fly, og det har resulteret i øgede udgifter til vedligehold, men sådan er det i luftfartsindustrien, siger direktøren.
Selvom Cimber Sterling som flertallet af flyselskaberne kører med et brændstoftillæg, så har det ikke haft nævneværdig effekt i første halvår.
- Vi har startet sent op med fuel-tillæg, og derfor har det ikke kunnet kompensere for brændstofprisernes stigning endnu, forklarer direktøren.
Den nye strategi indebærer ikke fuld fusion med hovedaktionærens andre selskaber, men det er fortsat en mulighed på længere sigt.
- På kort sigt skal vi ikke fusioneres med Skyways. Den mulighed kigger vi fortsat på, men for nu laver vi et kommercielt samarbejde med blandt andet fælles billetsalg, forklarer Jan Palmer.
Han erkender, at skal de fulde synergier hentes hjem, skal samarbejdet yderligere intensiveres.
Den nye strategi koger han ned til: "Vi vil gøre tingene meget mindre komplicerede end de har været hidtil i Cimber".
Han forklarer videre, at den nye strategi er tilbage til basics.
- Vi vil fokusere på Danmark og Sverige og regionale ruter ud fra disse lande, siger han og forklarer, at regionale ruter er ruter med "100.000 passagerer potentiale" fra punkt til punkt eller som feed ind til andre selskaber, primært SAS.
Han vil også udbygge samarbejdet med SAS, siger han uden at forklare det nærmere.
Jan Palmer er også selskabet kapitalmangel bevidst, men ser det ikke som et problem.
- Der er en absolut tilkendegivelse om kapital fra hovedaktionæren. Så jeg ser ikke kapitaltilførsel som et problem, lyder fra direktøren, der erkender, at selskabet skal kapitaliseres.
Egenkapitalen var nede på 17,3 mio. kr. ved første halvårsafslutning, og hovedaktionæren har tilført 88 mio. kr. efter det. Der er nu indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling om yderligere kapitaltilførsel.
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar