Onsdagens aktier: Lav aktivitet og faldende kurser
14-12-11 kl. 14/12 2011 16:15 | FLSmidth & Co. 438,00 (0,00%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Topdanmark 263,40 (+0,30%) | DSV 495,60 (+0,32%) | Cimber Sterling Group 0,99 (0,00%)
Sivende aktiekurser og lav aktivitet var kendetegnende for det danske aktiemarked onsdag. Begejstringen var svær at få øje på, men til gengæld var der et par løftede øjenbryn efter at luftfartsselskabet Cimber Sterling onsdag morgen leverede et katastroferegnskab for andet kvartal.
- Der er generel enorm usikkerhed. Der er total "sell off" i dag både for de cykliske aktier og for de defensive aktier, siger aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.
C20-indekset lukkede 2,4 pct. lavere i niveauet 371,36, mens de ledende indeks i London, Frankfurt og Paris samtidig lå med fald på mellem 1,5 pct. og 2,9 pct.
- Vi følger bare Europa ned. Folk begynder at forberede sig på at lukke bøgerne for i år, og markedet er præget af lav omsætning, lyder det fra Michael Friis Jørgensen.
Dagens selskabsspecifikke hovedemne var Cimber Sterling. Luftfartsselskabets regnskab for andet kvartal viste intet mindre end en katastrofal udvikling og var krydret med en kæmpe nedjustering af årsforventningerne. Et dundrende underskud på næsten 100 mio. kr. var essensen i regnskabet, og egenkapitalen er nu eroderet til blot 17 mio. kr., hvilket betyder, at selskabet har desperat brug for ny kapital.
- Det er tæt på en katastrofe. Udover driften ser forfærdelig ud, så bliver kunderne væk, og man er bagefter på indtægterne. Højere omkostninger til brændstof og aftalen om lønnedgang til medarbejderne er løbet ud. Dertil er der øgede omkostninger til teknisk vedligehold, da flyene kræver markant mere end ventet efter forskellige hændelser, siger aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.
Aktien i Cimber Sterling, der efter sin seneste kapitalrejsning har fået tilført yderligere 88 mio. kr. i kapital fra sin storaktionær, lukkede 6 pct. lavere i 1,25 kr.
Fondsbørsen tungeste aktie - det defensive Novo Nordisk papir - fulgte med strømmen.
- Aktien har været gennem en god periode, og der er lidt udsalg i dag. Det trækker ned i det samlede indeks, konstaterer Michael Friis Jørgensen.
Novo Nordisk sluttede 1,7 pct. lavere i 632,50 kr.
Vestas har - som det ofte er tilfælde på denne årstid - fået endnu en ordre. Denne gang er det fra Enovos Luxembourg på levering af 5 møller af typen V90-2,0 MW til et vindmølleprojekt i Souilly nær Verdun i Frankrig. Vestasaktien lukkede alligevel 4,7 pct. lavere i 64 kr.
Novozymes forhandler på livet løs om en serie nye projekter, som vil øge selskabets tilstedeværelse i den biokemiske sektor i Kina, oplyser koncernens Kina-topchef Michael Christensen ifølge Reuters. Det hjalp dog ikke på aktiekursen som sluttede 1,4 pct. lavere i 166 kr.
Blandt de øvrige C20-aktier sluttede FLSmidth i den tunge ende med et fald på 5,1 pct. til 309,50 kr. kun overgået i negativ retning af A.P. Møller - Mærsk. Her var konkurrenten Hapag-Lloyd del-ejeren TUI Group på banen med et overskud fra container shipping-aktiviteter på 2 mio. euro mod et overskud på 150 mio. euro året før i det netop overståede regnskabsår.
Hapag-Lloyd håndterede 5,1 mio. standardcontainere (teu) mod 4,9 mio. året før, og den gennemsnitlige fragtrate var 1564 dollar per teu mod 1505 dollar året før, hvilket dog ikke til fulde kunne opveje stigende bunkeromkostninger. Mærsk B lukkede 5,4 pct. lavere i 34.500 kr.
Den anden C20-transportkoncern, DSV, vinder markedsandele. Det var i alt fald meldingen fra administrerende direktør Jens Bjørn Andersen til CNN. Lige lidt hjalp det, idet aktien - efter en stor del af dagen at have trodset den negative stemning - sluttede med et fald på 2,3 pct. i 97,15 kr.
Ikke en eneste C20 aktie holdt næsen oven vande, men den mindst ringe udvikling var at finde i Topdanmark, der lukkede med et fald på 0,6 pct. i 898 kr.
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar