Danske/fmd: Forventer ingen ny strategi fra Eivind Kolding
19-12-11 kl. 19/12 2011 08:23 | Danske Bank 242,50 (-0,49%)
Danske Banks strategi ligger stort set på plads, så når Eivind Kolding sætter sig i direktørstolen til februar, forventes der ikke nogen stor og forkromet ny plan fra hans side.
Det siger bankens nyslåede formand, Ole Andersen, til Ritzau Finans.
- Vi har den overordnede målsætning på plads, og der er iværksat en række strategier. Når Eivind Kolding kommer ind, man han selvfølgelig kigge på de strategier en gang til sammen med sit ledelsesteam, siger Ole Andersen, og tilføjer dog:
- Det ville da være mærkeligt, hvis de ikke kommer med nogle nye initativer. Vi forventer selvfølgelig nogle nye initiativer, da verden forandrer sig hver eneste dag, men der ligger ikke forventninger om en ny strategi om de strukturelle ting i banken, siger Ole Andersen, og medgiver, at de kan være små finjusteringer i sigte.
Hovedopgaven bliver at bringe Danske Bank tilbage til en ledende position i bankverdenen, siger både formanden og den nye direktør. Dermed indrømmer de også, at banken er gledet ned fra tinden.
- Banken var meget succesfuld og lønsom i en række år op til finanskrisen i 2008, men så blev Danske Bank nok lidt hårdere ramt end mange konkurrenter, blandt andet fordi vi havde en anden geografi. Det gjorde, vi måtte træde på bremsen, og det gav nogle ridser i lakken, både udadtil og i selvforståelsen hos medarbejderne - det er klart nogle af de ting, der skal arbejdes med, siger Ole Andersen.
I Eivind Kolding har banken fundet en blanding mellem en ekstern og en intern kandidat, i og med at han har siddet i bankens bestyrelse i 10 år og været formand siden generalforsamlingen i foråret 2011. Det opvejer til dels, at han ikke har en baggrund i bankverdenen, mener hans nye bestyrelsesformand.
- Det er korrekt, at han ikke har direkte operationel erfaring fra bankdrift, men han kender banken gennem bestyrelsesarbejdet, og har derudover været finansdirektør i Mærsk, det giver ham en vis finansiel baggrund. Så er han samtidig en fantastisk god leder, som han har bevist i Maersk Line, og vi håber, han kan komme med noget fornyelse og noget stærkt strategisk fokus, siger Ole Andersen.
Formanden tilføjer også, at hvis han har brug for eksperthjælp omkring långivning og funding, så sidder der heldigvis et par andre kloge hoveder i banken med spidskompetencer på de områder.
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar