Danske/forsker: Studser over valget af Kolding
19-12-11 kl. 19/12 2011 14:15 | Danske Bank 242,50 (-0,49%)
Valget af Eivind Kolding som ny topchef i Danske Bank, som han er bestyrelsesformand for, giver anledning til overvejelse hos lektor Jeanette Lemmergaard på Syddansk Universitets institut for Marketing & Management.
- Jeg studser lidt over, at det er et bestyrelsesmedlem, der kommer på posten nu. Det er et pudsigt valg, mener Jeanette Lemmergaard.
Hun ser valget som udtryk for et "interessant" jobmarked:
- Der er noget, der tyder på, at vi har et meget begrænset jobmarked til topposter i Danmark. Og det er måske rigtig nok i bund og grund, at vi skal uden for Danmarks grænser og hente folk ind. Og der er finansverdenen måske en lille smule gammeldags, vurderer Jeanette Lemmergaard.
Nu ser hun frem til at følge hvilke ændringer, ledelsesskiftet giver anledning til i banken, og signalet er bestemt ikke klart fra starten.
- Hvis man virkelig vil noget nyt, så ville jeg jo ikke anbefale, at man ansatte en indefra. Men han er jo heller ikke rigtigt indefra, funderer Jeanette Lemmergaard og fortsætter:
- Hvis man for alvor vil ændre kursen, så er der jo masser af teorier, der taler for, at man skal tage en der kommer helt uden for branchen, som har en helt anden optik, en helt anden vinkel. Der vil jo blive videreført noget fra "gamle dage", når man flytter et bestyrelsesmedlem til posten som administrerende direktør. Så helt så nyt bliver det måske ikke.
I spørgsmålet om "udefra" eller "indefra" lander Eivind Kolding ifølge Jeanette Lemmergaard på et tvetydigt "hverken eller". Som en "mellemting".
I en kommentar til sin udnævnelse siger Eivind Kolding, at hans opgave bliver at bringe Danske Bank tilbage i front. En kommentar, som med lidt ond vilje kunne opfattes som distance til den indsats, forgængeren, Peter Straarup har ydet på sin vagt. Men Jeanette Lemmergaard opfatter udtalelsen som helt selvfølgelig.
- I en virksomhed med den størrelse, den position og med den magt, den har i vores samfund, vil man jo skulle manifestere sin kunnen, kompetence og vilje med virksomheden. Man har vel en ide om, hvilken vej man vil vende skuden, når man tager roret i sådan et flagsskib som Danske Bank. Men når man vil gøre noget nyt, så kan man godt sige, at det indirekte er en kritik af det der er gået forud. Men det er vel meget naturligt, mener Jeanette Lemmergaard og tilføjer:
- Faktum er jo, at banken har haft problemer.
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar