Aktier: Solid åbning med Mærsk og Vestas i front
21-12-11 kl. 21/12 2011 08:32 | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | Genmab 1.261 (-2,25%) | Vestjysk Bank 2,98 (+1,71%)
Det danske aktiemarked er onsdag åbnet positivt efter stigninger i USA tirsdag aften og efterfølgende onsdag på de asiatiske børser.
Herhjemme ligger C20-indekset efter knap 30 minutters handel 1,0 pct. højere i niveau 383,92, hvilket er på linje med udviklingen på de øvrige europæiske børser.
Mærsk ligger i toppen af C20 med en stigning til selskabets B-aktie på 3,1 pct. til kurs 36.340 kr. Vestas retter sig desuden yderligere 2,4 pct. til kurs 62,65, efter at aktien mandag lukkede i det laveste niveau i otte år.
Bankerne klarer sig ligeledes godt. Nordea stiger ligesom Vestas 2 pct. til kurs 44,22, Sydbank ligger 1,5 pct. højere i kurs 90,80, og Danske Bank stiger 1,4 pct. til kurs 74,25. Samtlige C20-aktier ligger imidlertid i plus.
Der vil være stor fokus på resultatet kl. 11.15 af den første af de to 36-måneders eurolikviditetsoperationer, som blev annonceret efter det seneste ECB-møde.
- Umiddelbart er det dog lidt svært at forholde sig til udfaldet, da en stor tilslutning på den ene side vidner om stort likviditetsstress i pengemarkedet, men på den anden side er det et fingerpeg om, at denne nye ubegrænsede facilitet kan være den, der redder den kortsigtede statslige gældskrise ad bagdøren, skriver Handelsbanken i sin morgenrapport.
Vestjysk Bank optager noget spalteplads i landets aviser, efter at banken har haft besøg af finanstilsynet og tirsdag på den baggrund annoncerede ekstra nedskrivninger på 550 mio. kr. Det kan bringe Danmarks ottende største bank på katastrofe kurs, skriver Børsen.
- Tiden for Vestjysk Bank som selvstændigt pengeinstitut lakker mod enden. De skal ud og hente penge, og det kommer til at dræbe dem, fordi der ikke er nogen,
der vil låne Vestjysk Bank penge. De bliver ramt på, at de er hårdt eksponeret i ejendoms- og landbrugssektoren, som bliver ramt netop nu, siger Jan Bartholdy, fra Institut for Økonomi og Erhvervsøkonomi på Handelshøjskolen i Århus, til
Børsen.
Vestjysk Bank ligger 2,0 pct. lavere i kurs 24 efter et fald på 18 pct. tirsdag. Biotekaktien Genmab stiger derimod yderligere 9,3 pct. til kurs 37,01 efter en stigning på 20 pct. tirsdag, da selskabet oplyste, at det har indgået et forskningssamarbejde med en endnu ikke-offentliggjort, ny stor farma-partner.
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar