Aktier/tendens: Intet drama fra morgenstunden
22-12-11 kl. 22/12 2011 07:25 | Carlsberg B 730,50 (+0,14%) | TK Development 9,40 (0,00%)
Det ligger umiddelbart til en svagt positiv åbning på aktiemarkederne i Europa torsdag, men der bliver ikke tale om store udsving for morgenstunden. Det er meldingen fra Nordea.
- De amerikanske futures ligger en smule oppe, så det tegner positivt, men jeg tror det bliver en åbning omkring nulpunktet. Det bliver ikke noget dramatisk til den ene eller anden side, vurderer chefrådgiver Michael Borre fra Nordea over for Ritzau Finans.
Morgenen er tynd på nyheder både omkring de danske aktier og den europæiske politiske og økonomiske krise, så fokus retter sig - hvis intet uventet kommer i vejen - i stedet mod de amerikanske økonomiske nøgletal, der præger eftermiddagen.
Det er blandt andet opgørelsen over nytilmeldte ledige, som investorerne vil holde skarpt øje med, når den lander kl. 14.30 dansk tid.
- De nye dagpengesøgende tiltrækker sig opmærksomhed, fordi sidste uges tal var positivt - det bliver spændende at se, om det var lidt tilfældigt, eller om kurven er ved at accelerere nedad, siger Michael Borre.
Helt præcist viste sidste uges tal, at 366.000 havde stillet sig i ledighedskøen for første gang. Det var et fald på næsten 20.000 mod ugen før og langt under økonomernes bud på 390.000.
For dagens nøgletal siger estimatet fra Bloomberg, at 380.000 vil have stillet sig i dagpengekøen i den forudgående uge.
Også forbrugertillidsindekset fra University of Michigan for december vil ifølge Michael Borre tilkalde sig opmærksomhed.
- Det er et af de semitunge nøgletal, og der begynder vi også at se en bedring. De sidste fire måneder er indekset steget - det er stadig på et historisk set lavt niveau, men måske er det her de første tegn på, at forbrugerne er ved at smide sortsynet, siger Michael Borre.
Økonomerne venter ifølge Bloomberg en stigning i indekset til 68,0 efter sidste måneds tal på 67,7.
Af danske aktier kan Carlsberg igen komme under pres efter et nyt kursdyk i det kinesiske Chongqing Brewery, som det danske bryggeri ejer 29,7 pct. af.
Chongqing-aktien faldt torsdag med de maksimalt tilladte 10 pct. på børsen i Kina, hvilket var tiende gang på 11 handelsdage, at den grænse blev nået. Årsagen skal findes i, at en hepatitis B-vaccine, bryggeriet var i gang med at udvikle, har vist sig værdiløs. Det har tæsket 65 pct. af kursværdien ud af Chongqing Brewery på to uger og dermed gjort Carlsbergs ejerandel ca. 6,7 mia. kr. mindre værd.
Carlsberg-aktien er siden det første kursdyk i Chongqing faldet 5,1 pct. over to uger til 391,90 kr. Til sammenligning er C20-indekset gået 1,4 pct. tilbage i perioden.
Veloxis Pharmaceuticals, der tidligere var kendt som LifeCycle Pharma, kan også komme i investorernes søgelys i kraft af nyheden om, at biotekselskabet har udlicenseret de amerikanske markedsføringsrettigheder for produktet Fenoglide til firmaet Santarus. Desuden har Veloxis indgået forlig i en patentretssag i USA.
Torsdagens eneste regnskab på den danske børs er fra TK Development, der præsenterer tal for tredje kvartal af regnskabsåret 2011/12. Ejendomsudviklingselskabet forventer et overskud efter skat i omegnen af 100 mio. kr. for regnskabsåret, som slutter 31. januar. I første halvår havde selskabet kun et overskud på 8,1 mio. kr. før skat, men generelt er andet halvår meget stærkere i selskabet.
Desuden vil Danmarks Statistik offentliggøre det reviderede tal for det danske bruttonationalprodukt i tredje kvartal, samt for betalingsbalancen.
Og i USA bliver ledighedstallet og forbrugerprisindekset suppleret af nøgletal for det amerikanske bruttonationalprodukt, Chicago Fed--indekset, forbrugs- og pristal samt det seneste husprisindeks.
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar