TKD/CEO: Uret tikker for forventningerne
22-12-11 kl. 22/12 2011 10:56 | TK Development 9,40 (0,00%)
TK Development har i årets første ni måneder opnået et resultat på 44,3 mio. kr. inklusiv 31,4 mio. kr. fra salget af andelen i Euro Mall Center. Det er under halvdelen af de netop fastholdte forventninger til hele året, der ligger på et nettoresultat på 100 mio. kr.
- Vi har en række projekter, som er i drift, og som vi har forskellige drøftelser om. Det er klart, at for at nå vores forventning skal der ske et yderligere salg i fjerde kvartal. Det har vi vurderet, at det kan der være god mulighed for, sker. Men vi har også indikeret, at der er en forøget risiko, fordi der ikke er så lang tid tilbage, inden vi skal have blæk på papiret, siger administrerende direktør for TK Development Frede Clausen til Ritzau Finans.
Direktøren understreger, at spørgsmålet er tid og ikke, om projekterne bliver solgt. Derfor vil en skuffelse i forhold til forventningerne til året 2010/2011 betyde, at indtægten kommer i næste regnskabsår.
- Det er ikke fordi vi tror, at projekterne ikke kan sælges, det er mere fordi, at tiden begynder at blive knap omkring det. Men vi sidder i drøftelser, der gør, at vi tror, vi kan nå det. Det er et spørgsmål om timing, for projekterne er gode med flotte udlejningsrater og solid drift. Det eneste, vi skal sikre os, er, at en køber synes det samme, og det arbejder vi på at få på plads inden den 1. januar, siger Frede Clausen.
Generelt er det da også blevet sværere for TK Development at få afhændet projekter, da bankerne stiller meget højere krav og er markant mindre udlånslystne, end de var før krisen.
- Uanset hvilken bank vi taler med, er de under et vist pres. Der kommer en masse nye reguleringer for bankerne, og de er usikre på, om de skal ud og reducere balancen eller om de kan tage yderligere finansieringer ind. Det betyder, at dem vi sælger projekterne til, har sværere ved at finde finansiering, og så er bankernes krav til at finansiere udviklingsprojekter blevet meget strengere, siger Frede Clausen, der dog ikke får flash backs til de helt døde finansieringsdage da den første finanskrise hærgede:
- Det er dødt, men der er bare meget højere krav til projekternes bonitet, forhåndsudlejningen og den slags ting. Det er som sådan sundt nok i forhold til projekterne, men overlæggeren er bare sat højere, siger Frede Clausen.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar