Torsdagens aktier: C20 glippede festen
22-12-11 kl. 22/12 2011 16:15 | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | Lundbeck 371,10 (-2,24%)
Det danske aktiemarked lå torsdag tilbage som en våd fuser, mens resten af Europa holdt aktiefest. Novo Nordisk var i kraft af sin store vægt i C20 en tung dansepartner at have på slæb. Samtidig fortsatte Vestas-aktien med at slå revner op til årsafslutningen.
C20-indekset sluttede 0,6 pct. lavere end onsdag i 377,62, mens det tyske marked til sammenligning var steget knap 1 pct. ved dansk børslukketid.
- Vi ser det danske marked underperforme resten af Europa, og det skyldes selvfølgelig faldet i Novo Nordisk. Men det sker også under lav omsætning, påpeger chef for skandinaviske aktier i Sydbank, Ole Kjær Jensen, til Ritzau Finans.
Novo Nordisk faldt 2,2 pct. til kurs 635. Der var umiddelbart intet negativt fremme. Tværtimod ansøgte Novo som ventet de japanske myndigheder om markedsføringstilladelse til sin langtidsvirkende insulinanalog Degludec.
Blandt torsdagens tabere fandt man også Vestas, der faldt 1,7 pct. til kurs 59,35. Ifølge Ole Kjær Jensen er der efterhånden ikke den store tro på, at Vestas når egne mål om en ordreindgang på 7000-8000 MW i 2012.
Vestas fik torsdag en spansk ordre på 52 MW, og har selv i år annonceret ordrer for 5681 MW. Hertil kommer ifølge Jyske bank uannoncerede ordrer for måske 500 MW, så der skal hentes nogle underskrifter hjem i juledagene.
Dagens højdespringer i C20 blev A.P. Møller - Mærsk, der steg 2 pct. til kurs 36.180. Aktien nød formentlig godt af en lille ommøblering blandt investorerne hen mod de mere cykliske aktier, der trives, når konjunkturerne går op. Fra USA kom der pæne nøgletal for forbrugertilliden og ledigheden, mens BNP-tallene for tredje kvartal blev nedrevideret.
Lundbeck, der solgte tre stoffer, heriblandt det omstridte Nembutal, som amerikanske fængsler har benyttet ved henrettelser, steg 0,5 pct. til kurs 106.
Carlsberg led i det stille under, at det kinesiske bryggeri Chongqing fortsatte sin nedtursspiral. Chongqing faldt torsdag igen med de maksimalt tilladte 10 pct. på børsen i Kina, hvilket var tiende gang på 11 handelsdage, at den grænse blev nået.
Nedturen skyldes, at en hepatitis B-vaccine, bryggeriet var i gang med at udvikle, har vist sig værdiløs. Det har kostet et kursfald i Chongqing Brewery på 65 pct. på to uger og betyder, at værdien af Carlsbergs aktiepost er faldet fra 10,5 mia. kr. til 3,7 mia. kr. Alligevel er det ikke helt tydeligt, at Carlsberg er berørt af Chongqings nedtur. Carlsberg faldt 0,4 pct. til kurs 390,40, og er i perioden, hvor den kinesiske bryggeriaktie har været på hælene, faldet 5,5 pct., mens C20-indekset er bakket 2 pct.
- På et tidspunkt kan det godt være, at det begynder at fylde noget, men jeg tror ikke, at det er noget, som markedet lægger så meget vægt på, fordi det er medicinaldelen, der trækker det, mens det er bryggeridelen, der er den vigtige for Carlsberg, siger handler i Jyske Bank Kristian Junker.
Chongqing er suspenderet til 6. januar, hvor der kommer endelige resultater fra vaccinedelen.
Blandt sidepapirerne steg TK Development med 7,2 pct. til kurs 13,4. Ejendomsudviklingselskabet præsenterede et overskud efter skat på 44,3 mio. kr. for de første ni måneder og fastholdt, at det vil nå et årsresultat i omegnen af 100 mio. kr.
Veloxis Pharmaceuticals steg 27,4 pct. til 0,93 kr. Selskabet udlicenserede de amerikanske markedsføringsrettigheder for produktet Fenoglide til firmaet Santarus. Desuden indgik Veloxis et forlig i en patentretssag i USA, og Handelsbanken spædede til den positiv cocktail ved at indlede dækning af Veloxis-aktien med anbefalingen "Køb" og kursmålet 2,5 kr.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar