Neurosearch forhandler nye vilkår for mulige milepæle
23-12-11 kl. 23/12 2011 07:19 | NeuroSearch 3,50 (-0,28%)
Neurosearch har fået genforhandlet sin aftale med de tidligere ejere af Carlsson Research, som det danske selskab købte i 2006.
Med i købet kom tre lægemidler: Huntexil mod Huntingtons sygdom, som lige nu er Neurosearchs store håb, samt ordopidine og seridopidine.
Som en del af handelen blev der aftalt en række milepælebetalinger, hvor Neurosearch skulle punge ud, hvis selskabet opnåede forskellige mål. Det er nogle af disse, der nu er genforhandlet.
Blandt andet annulleres to potentielle milepælsbetalinger omkring ordopidine.
Samtidig er en milepæl omkring Huntexil skærpet, så Neurosearch nu kun skal betale 100 mio. skr. i tilfælde af en registreringsansøgning, og dermed ikke længere i tilfælde af første salgstilladelse.
Endvidere oprettes der to nye milepæle, begge på 75 mio. skr., som går på markedsføringsgodkendelser for Huntexil i henholdsvis et EU-/EFTA-land eller et land uden for EU/EFTA. Betalingen kan, ligesom i den genforhandlede milepæl, ske kontant eller i form, af Neurosearch-aktier.
- Vi er glade for den aftale vi har indgået med sælgerne af Carlsson Research, da vi får fuld frihed til at disponere over seridopidine og ordopidine på den mest hensigtsmæssige måde, uden forpligtelser over for sælgerne af Carlsson Research. Nu kan Neurosearch fokusere ressourcerne på Huntexil, forklarer administrerende direktør Patrik Dahlen.
Desuden har Neurosearch indfriet en kreditfacilitet på 50 mio. kr., som blev indgået i 2009 for at afdække omkostninger til fremtidige milepæle.
Neurosearch ændrer ikke ved sine forventninger til 2011, som stadig lider på et underskud af primær drift på 370 mio. kr. og et tab på ophørende aktiviteter på 345 mio. kr.
Ved årsskiftet forventer selskabet at have likvide værdier for mindst 200 mio. kr.
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar