Aktier/middag: At få ordrer eller ikke få ordrer
23-12-11 kl. 23/12 2011 11:51 | FLSmidth & Co. 438,00 (0,00%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | Tower Group 0,06 (0,00%)
Det danske aktiemarked ligger til en solid stigning dagen før jul godt trukket op af Novo Nordisk, der er efterspurgt som sikker havn før den lange weekend. I toppen af det toneangivende indeks ligger FLSmidth efter en større ordre til Mongoliet, mens Vestas stiger på trods af, at der ikke er kommet ordrer ind. Vindmølleproducenten har efterhånden voldsomt travlt, hvis forventningerne til 2011 skal nås.
C20 stiger med 1,57 pct. til indeks 383,65, og er dermed på ugen steget med 2,9 pct. fra indeks 372,73 mandag morgen.
FLSmidth stiger med 2,4 pct. til indeks 324 efter annonceringen af en stor ordre på 600 mio. kr. til Mongoliet. Ordren er på et kobberprocesanlæg 500 km. fra hovedstaden Ulan Bator. Det er selskabets første ordre til den øde egn.
- Vi er meget glade for den her kontrakt, for det er jo et helt nyt marked for os, men et marked, som vi ser meget store muligheder i. Det har vi så understøttet ved, at vi har fået tilslutning fra vores bestyrelse om at etablere det her superservicecenter, siger administrerende direktør i FLSmidth Jørgen Huno Rasmussen til Ritzau Finans og noterer, at Mongoliet har store kobber- og kulressourcer.
- Man skal hæfte sig ved, at det ikke var en forventet ordre hos analytikerne. Det gør, at analytikerne nu skal justere deres estimater lidt op. Vi havde forventet 23 mia. kr. i ordrer i år, inklusiv uannoncerede ordrer. Det skal nu op på 23,6 mia. kr. Og så er det opmuntrende at se, at de stadig får ordrer hjem på trods af forsigtigheden i markedet, siger rådgiver hos Nordea Jesper Bamberger til Ritzau Finans.
Ironisk nok stiger Vestas ligeledes fredag på trods af, at selskabet netop mangler at annoncere ordrer, hvis forventningen om en ordreindgang på 7000-8000 MW skal nås. Hidtil i år har Vestas annonceret en ordreindgang på 5681 MW, og det mangler dermed 1319 MW for at nå bunden af det annoncerede interval.
- Den store ubekendte er selvfølgelig de uannoncerede ordrer, men deres rekord for uannoncerede ordrer på et kvartal er 800 MW, så det skal slås ret betydeligt, hvis de uannoncerede skal redde løfterne, siger Jesper Bamberger.
Det til trods holder Vestas stædigt fast i sine målsætninger, og har så sent som i denne uge bekræftet forventningerne overfor Nordeas analytikere.
Vestas stiger 2,4 pct. til kurs 60,80.
Novo Nordisk stiger 2,2 pct. til kurs 649 uden selskabsspecifikke nyheder.
Carlsberg stiger med 2,5 pct. til kurs 400. Det sker efter netop Nordea har udsendt en analyse, der slår fast, at aktien er billigt prissat i forhold til sine bryggerikolleger verden over. Alligevel er banken loren ved at anbefale aktien med et smil.
- På kort sigt ser vi også en risiko for, at ledelsens forventninger til 2012 kan skuffe markedet, når regnskabet for fjerde kvartal fremlægges. Derfor er vores anbefaling at afvente "Køb" lidt endnu, selvom vi skal være ærlige og sige, at prissætningen lokker. Dette er bestemt en aktie, som det er værd at have på sin radarskærm over mulige købskandidater, skriver Nordea.
Ude i periferien falder nærdødsoplevelsen Tower med 37,5 pct. til blot fem øre uden selskabsspecifikke nyheder.
Torm handles uændret i 4 kr. på trods af, at Jyllands-Posten har sat sin undersøgende projektør på det finansielt skrøbelige selskab.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar