FLSmidth/CEO: Brasilinsk storordre bekræfter førerposition
29-12-11 kl. 29/12 2011 10:20 | FLSmidth & Co. 438,00 (0,00%)
En storordre på 750 mio. kr. til FLSmidth på to brasilianske cementfabrikker bekræfter både den brasilianske vækst inden for cementindustrien og den danske ingeniørkoncerns førerposition på det dynamiske marked. Det mener topchefen i FLSmidth, Jørgen Huno Rasmussen.
- For et år siden fik vi en ordre på seks møller til en af de ledende virksomheden, Votorantim Cimentos, og denne gang drejer det sig om en ordre til en anden ledende operatør - Cimpor Cimentos - noterer Jørgen Huno Rasmussen.
Han ser samtidigt den nye ordre som bekræftelse på et nært samarbejde med den mangeårige kunde, Cimentos, som FLSmidth gør forretninger med på globalt plan - f.eks. i Sydamerika.
Jørgen Huno Rasmussen oplyser, af ingeniørkoncernen er i dialog med flere ordreudbydere I Brasilien, og at FLSmidths markedsandel på det brasilianske marked er større end den globale markedsandel, som er omkring en tredjedel.
Ifølge FLSmidths meddelelse om ordrerne omfatter de en lang række delelementer til to projekter, Caxitu-projektet, som er en ny fabrik, og en ovnlinje til en eksisterende fabrik, Cezarina-fabrikken. FLSmidth skal bl.a. levere lagre, afgraveudstyr, et forvarmersystem, ovne, kølere og luftrensningssystemer.
- Men i det væsentligste er der tale om to komplette fabrikker, bemærker Jørgen Huno Rasmussen.
Han forklarer, at ordrelisten til de to projekter illustrerer den kulturelle og traditionsbestemte forskel, der er på cementmarkedet i Brasilien og f.eks. Rusland:
- På et meget udviklet marked som Brasilien og f.eks. Indien er det typisk at dele projekterne i små bidder og give ordren på kerneelementerne til os. I et mindre udviklet marked, som f.eks. Rusland samler man typisk hele projektet i en samlet pakke.
Tilsvarende er der ikke tradition for, at de brasilianske ordrer omfatter drift og vedligeholdelse, som ellers er et satsningsområde for FLSmidth.
- Men det kan ikke udelukkes, lover Jørgen Huno Rasmussen.
Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til idriftsættelsen i 2013, fremgår det af meddelelsen fra FLSmidth. Ifølge Jørgen Huno Rasmussen ventes projektet færdigt i slutningen af 2013.
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar