Tørlast: 2012 bliver endnu hårdere for de største skibe
30-12-11 kl. 30/12 2011 06:53 | D/S Norden 132,90 (0,00%)
2011 har været et sløjt år for ejerne af de største tørlastskibe, capesize. Og 2012 bliver endnu værre, viser en rundspørge, Bloomberg har foretaget blandt 10 shippinganalytikere.
De forudser, at raterne vil dykke til gennemsnitligt 15.000 dollar om dagen fra 15.639 dollar om dagen i 2011. Det skal holdes op imod, at et capesize-skib skal tjene mindst 20.000 dollar om dagen for overhovedet at få dækket sine omkostninger.
Capesize-skibe bruges typisk til at fragte jernmalm, og det er især faldende kinesisk efterspørgsel efter den råvare, der presser raterne. Kina forbruger ifølge Bloomberg omkring 65 pct. af al den jernmalm, der fragtes på verdenshavene, og da den kinesiske vækst næste år ventes at blive den svageste siden 2001, ventes efterspørgslen efter jernmalm kun at stige 2,5 pct., mens der ifølge beregninger fra mæglerhuset Clarkson vil blive sat 9,8 pct. flere capesize-skibe i søen.
Mange af nybygningerne blev bestilt, da capesize-raterne toppede på 233.988 dollar om dagen i 2008.
- Spørgsmålet for rederne er nu, hvordan de kan hænge på, hvor længe de kan hænge på, og hvornår der er lys for enden af tunnelen. Der er helt sikkert ikke lys for enden af 2012, fastslår analysechef Andreas Vergottis fra Tufton Oceanic, der står bag verdens største shippinghedgefond, til Bloomberg News.
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar