Tesla har udsigt til 14. dag i træk i grønt
14/6 12:56
Tesla har med et plus på 1,8 pct. i det amerikanske formarked udsigt til 14. dag i træk med fremgang, efter at elbilproducenten allerede har lagt 240 mia. dollar svarende til 1655 mia. kr. til sin markedsværdi i løbet af optursperioden.
Markedet vil tro, at Tesla er et AI-navn først og et bilfirma derefter, siger Morgan Stanley-analytiker Adam Jonas, der har den positive anbefaling "overægt" for aktien, skriver Bloomberg News.
- Jeg har en mistanke om, at mange investorer måske igen kigger på måder at retfærdiggøre værdiansættelsen ud over grænserne for en enhed-gange-pris-model for bilproducenter, siger Adam Jonas.
Analytikeren ser ikke nogen væsentlige opadgående indtjeningsrevisioner for Tesla, der handles til 75 gange indtjeningen.
Siden den 24. maj er Tesla-aktien frem til formarkedskursen i 263,25 dollar steget knap 44 pct., og fremgangen siden nytår har udsigt til at passere 140 pct.
Teslas aktie skal dog fortsat stige med cirka 60 pct. endnu for at ramme lukkerekorden i november 2021 i 409,97 dollar.
Elbilkoncernen har de foregående uger dog været støttet af nyheder om, at først Ford og derefter General Motors, har valgt at overgå til Teslas standard for batteriopladning og købe sig adgang til netværket i USA.
.\\˙ MarketWire