Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vestas-aktien fortsætter nedtur efter "smånegative sektorindslag"

15/6 12:40

Vestas-aktien er faldet seks ud af de seneste syv handelsdage og har dermed klaret sig noget ringere end aktiemarkedet generelt herhjemme. Et par smånegative sektorindslag kan være årsagen, vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

Torsdag ved middagstid roder Vestas-aktien igen rundt i bunden af det danske C25-indeks med et fald på 2,2 pct. til 191,22 kr., og de seneste syv handelsdage er aktien dermed faldet 8 pct., mens eliteindekset i samme periode kun er faldet cirka 0,5 pct.

- Der har været nyheder fremme om kinesiske rivaler, som er kommet med store møller, og en af dem har også vundet et stort saudiarabisk projekt på over 1,5 gigawatt.

- I en situation, hvor der ikke er den store nyhedsstrøm fra Vestas, så kan sådan en potentiel justering af konkurrencebilledet godt medvirke til, at der bliver trukket lidt gevinster hjem på Vestas, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Han bemærker også historierne om, at nogle havvindparkudviklere i USA har trukket stikket til deres projekter, fordi den høje omkostningsinflation har gjort dem urentable.

- Hele offshoremarkedet i USA er dog stadig på et meget, meget tidligt stadie i forhold til at blive et kæmpe marked for Vestas, men det er klart, at i en situation, hvor det er sådan, at de nyheder, der kommer, peger nedad, så er der en risiko for, at aktien reagerer.

- Så længe der ikke tikker ordrer ind fra Vestas, og der i øvrigt ikke er nogen betydelig nyhedsstrøm om selskabet, så kan den her type smånegative indslag fra sektoren godt have betydning, siger Jacob Pedersen.

Han pointerer også, at investorerne tog relativt pænt imod Vestas' regnskab for første kvartal, og når der ikke umiddelbart bliver fulgt op på det med en fortsat positiv nyhedsstrøm, så kan nogle investorer blive fristet til at sælge lidt ud igen.

Men siden kvartalsregnskabet har der dog ikke været noget, der giver anledning til større bekymring hos aktieanalysechefen.

- Ikke udover det, der har bekymret tidligere. De nyheder, der er kommet, har isoleret set ikke været nok til at ændre opfattelsen af, hvor Vestas står i det her marked - og heller ikke i forhold til, hvad der er af fremtidige muligheder, vurderer Jacob Pedersen.

Kvartalet - og halvåret - nærmer sig så småt sin afslutning, og det er sædvanligvis ensbetydende med en vis ordreindgang op til skiftet.

- Jeg forventer, at der kommer en del ordrer her ved udgangen af kvartalet, men om der kommer nogle kæmpe ordrer ligesom sidst, det tror jeg ikke nødvendigvis investorerne skal sætte næsen op efter, siger Jacob Pedersen.

Med sidstnævnte tænker han på den brasilianske storordre på 1,3 gigawatt, der pyntede på ordreindgangen ved udgangen af første kvartal. Men hvis ordrerne mod forventning ikke kommer, så kan det ramme aktien.

- Det er ligesom blevet trenden fra Vestas, at der kommer mange ordrer frem mod kvartalsafslutningerne, så hvis vi får to uger herfra stort set uden ordrer, så vil vi også se aktien falde ned på det.

- Men det er heller ikke det, jeg regner med. Jeg tror, at Vestas vil slutte halvåret med en solid ordreindgang, men ikke nødvendigvis med en så stor enkeltordre som i første kvartal, siger Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire