FLS-direktør ser behov for mere minedrift i Europa for at sikre uafhængighed
19/6 06:35
Europa skal op i omdrejninger og sætte gang i mere minedrift, hvis man skal være mere uafhængige af Kina og sikre adgangen til nødvendige råmaterialer.
Det er budskabet fra FLSmidths finansdirektør, Roland Andersen, der fredag var på scenen ved Folkemødet på Bornholm.
- Det tror jeg, at vi skal, hvis vi geopolitisk vil gøre os uafhængige af Kina. Den grønne omstilling kommer ikke til at ske, hvis ikke vi bygger flere miner og begynder at udnytte flere metalreservoirer i verden, for eksempel i Europa, sagde finansdirektøren for FLS, der leverer udstyr til mineindustrien.
Han kaldte det samtidig en vigtig del af den grønne omstilling, fordi flere af de nødvendige metaller og mineraler bruges i det udstyr, der er med til at bære de nye grønnere løsninger. Det gælder blandt andet kobber, som er et centralt element i at udvide det elektriske net.
- Det bruges til at trække offshore vind ind og lade alle de her elektriske biler op, som vi gerne vil have på vejene inden 2030. Vi har brug for betydelige mængder kobber, enten recirkuleret eller trukket op ad jorden, og det er ikke nok kun at recirkulere. Og så er der batterier, forklarede Roland Andersen.
Aktuelt hentes blot 3 pct. af de metaller og mineraler, der benyttes, fra minedrift på europæisk jord. De resterende 97 pct. importeres, heriblandt fra Kina.
På nuværende tidspunkt er der europæisk minedrift på steder som det nordlige Sverige og Tyskland, hvor der fra sidstnævnte produceres kul. Batterimaterialer kan desuden hentes i Spanien, hvor der er mulighed for at udvide, lød det fra scenen.
Roland Andersen anerkendte dog samtidig, at Europa aldrig bliver en stor mineregion, men han ser potentiale for at rykke videre.
- Andre steder i verden er der meget mere (at hente, red.), men vi kan måske bringe det op, så vi kan producere 10-15 pct. mod de 3 pct. i dag, og det synes jeg, man skal gøre. Vi har de teknologiske løsninger, sagde finansdirektøren.
En stor del af udfordringen på europæisk jord er dog reguleringen - og den er kun større inden for EU, hvor en godkendelse typisk vil tage ti år. I USA skal man op på 15 år.
Det skal ses i forhold til lande som Kazakhstan og Uzbekistan, der har store kobberbælter, og hvor en godkendelse til sammenligning vil kunne klares på omkring to år, hvorfor der ifølge FLSmidth-direktøren vil kunne være drift efter fire år.
.\\˙ MarketWire