Jyske Banks chefanalytiker ser amerikansk centralbank gå fra rentepause til rentestop
19/6 12:16
Der kommer ikke flere renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i denne omgang.
Det vurderer Kim Fæster, der er chefanalytiker i Jyske Bank, efter at centralbanken i onsdags satte en pause i rækken af renteforhøjelser. Dermed mener han, at rentetoppen i USA vil blive det nuværende rentespænd på 5,00-5,25 pct.
- Vi vurderer, at Federal Reserve på det næste møde i juli vil have meget lidt ny information og derfor vil fastholde renten igen. På det efterfølgende møde i september venter vi, at inflationen er aftaget yderligere, og væksten har vist svaghedstegn. Det vil få Federal Reserve til at fastholde renten, skriver Kim Fæster i en analyse.
Han peger på, at juli er for tidligt til en rentestigning, da centralbanken inden det næste rentemøde om halvanden måned kun vil have inflationstal og en jobrapport for juni at læne sig op ad.
- Og centralbankens rentekomité er normalt skeptisk over for en enkelt måneds nøgletal, fordi de kan være påvirket af statistisk støj eller blive revideret. Derfor vurderer vi, at den ikke har tilstrækkelig med ny information til at genoptage renteforhøjelserne, vurderer chefanalytikeren.
Ved det efterfølgende rentemøde den 20. september vil den amerikanske centralbank have et noget bedre beslutningsgrundlag med tre måneders nøgletal, hvilket vil give et bedre overblik over den seneste udvikling i væksten og inflationen. Og om bankernes opstramninger har haft den forventede effekt.
INFLATIONEN OG JOBVÆKST AFTAGER
Inflationen vil ifølge Jyske Bank gå ned i gear, da blandt andet transportpriserne trækker ned, og nye huslejekontrakter er begyndt at falde.
Huslejen udgør omkring 40 pct. af de underliggende forbrugerpriser. Også fald i fødevarepriserne og på energi er begyndt at sætte ind, forbrugerne er begyndt at købe oplevelser frem for hårde pakker, hvilket betyder vareoverskud, og prisen på fragt er begyndt at blive lavere, hvilket også slår igennem på priserne, påpeger Kim Fæster.
- Der er også udsigt til aftagende jobvækst i de kommende måneder, efter at jobvæksten i april og maj var overraskende kraftig. Vi venter, at industrien og byggeriet reducerer medarbejderstaben, og der er også meldinger om flere og flere fyringer i bankerne og teknologisektoren. Beskæftigelsen blandt ejendomsmæglere står også for skud efter et fald i boligsalget på over 30 pct., underbygger chefanalytikeren sin vurdering med.
- Vi venter primært, at virksomhederne finder fyresedlerne frem, og dermed at jobvæksten bremser op, men der er en risiko for, at virksomhederne hæver salgspriserne og bidrager til at fastholde inflationen, påpeger han dog.
RENTEN SÆNKES TIL NÆSTE ÅR
Med et rentestop og en rentetop på det nuværende niveau vil renten igen begynde at falde senere - og Kim Fæster mener, at det vil ske i starten af 2024.
- Det vil ske, når det bliver åbenlyst, at økonomien er i en mild recession, og inflationen er aftaget yderligere. Vi venter samlet set, at Federal Reserve sænker renten med 2 pct.point i løbet af 2024, vurderer Jyske Banks chefanalytiker.
.\\˙ MarketWire