Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Morgan Stanley: Risikoen for amerikanske aktier har sjældent været større

27/6 06:35

Investeringsbanken Morgan Stanleys chefstrateg, Mike Wilson, advarer atter engang om, at kursfald i de amerikanske aktier står for døren.

Wilson, som i 2021 var blandt de få på Wall Street til at forudse nedturen i markedet i 2022, har dog gennem hele 2023 også været negativ på aktier, hvilket han indtil nu ikke har haft ret i.

- Modvinden modvejer betydeligt medvinden, og vi mener, at risikoen for en større korrektion, sjældent har været højere, skriver Morgan Stanleys Mike Wilson i en kommentar mandag, ifølge Bloomberg News.

Morgan Stanley har gennem året igen og igen fremhævet, at markedet er for optimistisk omkring indtjeningerne i selskaberne, og investeringsbanken spår stadig indtjeningsfald i andet halvår. Mike Wilson og hans hold har samtidig et estimat om en samlet indtjening per aktie for alle selskaberne i S&P 500 på 185 dollar mod konsensus på 220 dollar. En forskel på 16 pct.

Investeringsbanken holder i kommentaren fast i sit mål for S&P 500 på 3900 indekspoint ved årets udgang, hvilket vil svare til et dyk på 10 pct. fra mandagens niveau, inden markedet ventes at stige til 4200 indekspoint, eller knap 8 pct., frem mod udgangen af andet kvartal næste år.

Udover tilbagegangen i indtjeningerne peger Morgan Stanley også på, at likviditeten i markedet vil være under pres, fordi den amerikanske stat vil udstede ny gæld og dermed trække penge ud af markedet, fordi finansministeriet efter gældskrisen igen er i færd med at fore kistebunden med kontanter.

Udover det aftager den finanspolitiske støtte efter pandemiens krisepakker.

Forrige torsdag indledte de amerikanske aktier officielt et nyt bullmarked med et plus på 20 pct. i forhold til bunden midt i oktober sidste år. Fremgangen har været drevet af de store teknologiselskaber, herunder især chipaktierne, da investorerne har satset på, at kunstig intelligens vil skabe ny vækst for dem.

S&P 500 er steget 21,3 pct. siden sin seneste bund, mens indekset har vundet 13 pct. siden nytår.

.\\˙ MarketWire