Tryg efter skybruddet: "Ikke så slemt som frygtet"
27/6 10:12
Antallet af skadesanmeldelser hos forsikringskoncernen Tryg er kun steget beskedent i forhold til sidst på eftermiddagen mandag, og noget tyder på, at skybruddet ikke har udviklet sig så slemt som frygtet.
Det siger pressechef Susanne Lindhage fra Tryg Danmark til MarketWire.
- I går sidst på eftermiddagen lå antallet af skader i Tryg på ca. 150. Og det er mod forventning ikke steget meget siden. Vi ligger lige nu på ca. 175 skader, og der er overraskende roligt på telefonerne her til morgen, siger Susanne Lindhage.
Skaderne handler primært om vand i kældre, herunder kloakvand, der er steget op af toiletter. Nogle steder er vandet også trængt ind igennem vinduer og døre. Anmeldelserne kommer særligt fra Trekantsområdet omkring Vejle og Kolding, Midtjylland, Fyn og Vestsjælland.
- Vi får stadig anmeldelser om både skybruds- og lynskader fra vores kunder, og vi forventer, at det vil fortsætte i løbet af dagen og de kommende dage. Men det sker slet ikke i et tempo, som vi har set under nogle af de tidligere skybrud.
- Det tyder på, at skybruddet heldigvis ikke har været så slemt som frygtet. Men vi står selvfølgelig klar til at hjælpe de kunder, som er blevet ramt, siger Susanne Lindhage.
Fra Alm. Brand Group lød det tirsdag morgen, at det samlet set har registreret 151 anmeldelser efter skybruddet, mens tallet hos Topdanmark fra på 250.
.\\˙ MarketWire