Europæisk rentemelding tynger oliepriserne trods udsigt til kinesisk stimuli
27/6 12:10
Høgeagtige toner fra Den Europæiske Centralbank, ECB, sender tirsdag formiddag oliepriserne nedad trods meldinger fra Kina om nye tiltag til at holde efterspørgslen oppe.
Ved ECB's årlige konference i Sintra, Portugal, har centralbankchef Christine Lagarde meddelt, at de ledende renter i eurozonen endnu ikke har toppet, og at et nyt løft i juli er noget nær garanteret.
- Det er usandsynligt, at ECB i nogen nær fremtid kan sige, hvornår rentetoppen er nået, siger hun ifølge Bloomberg News og fortsætter:
- Med forbehold for en væsentlig ændring af forholdene vil vi fortsætte med at øge rentesatserne i juli, fortsætter hun.
Hun bakkes op af lettiske Martins Kazaks, der er medlem af ECB's Styrelsesråd, der ikke vil udelukke nye renteforhøjelser efter rentemødet i juli.
ECB strammede senest pengepolitikken med et løft på 25 basispoint til en indlånsrente på 3,50 pct. ved rentemødet i juni. Markedet indregner lige nu to løft på hver 25 basispoint i juli og september, viser rentefutures ifølge Bloomberg News.
De højere renter på ubestemt tid vil alt andet lige svække efterspørgslen på olie. Det afspejles i oliepriserne tirsdag formiddag, hvor en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, handles til 73,26 dollar mod 74,75 dollar op til meldingen fra Christine Lagarde. Samtidig falder prisen på den amerikanske WTI-olie til 68,52 dollar for en tønde mod 69,95 dollar før ECB-kommentarerne.
På markedet i New York har olieprisen kurs mod andet kvartalsmæssige fald i træk for første gang siden 2019. Priserne har været presset af manglende økonomisk bedring i Kina og den stramme pengepolitik fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
- Oliepriserne sidder godt og grundigt fast i samme spænd, hvor de må lægge krop til enhver ny udvikling, siger Ole Hansen, der er chefråvarestrateg i Saxo Bank, til Bloomberg News.
- Nu venter vi igen på ny kinesisk stimuli og den amerikanske rentekurve, når man tager signalerne om en forestående recession i betragtning, fortsætter han.
I Kina har landets premierminister, Li Qiang, tirsdag meddelt, at regeringen vil rulle nye mere praktiske og effektive tiltag ud for at løfte den indenlandske efterspørgslen. Der er dog langt fra tale om et nyt budskab, skriver Bloomberg News, der henviser til tilsvarende kommentarer fra andre kinesiske regeringsmedlemmer.
.\\˙ MarketWire