Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Økonomer: Inflationen er aftaget uafbrudt i et år - tegn på normalisering

12/7 14:55

Onsdagens inflationstal fra USA viser gode takter og er nu aftaget for 12. måned i træk. Det skyldes navnlig, at de høje energipriser ikke længere spiller den store rolle i opgørelsen. Samtidig peger indikatorer på normalisering forude.

Det skriver Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, efter at dagens opgørelse viste, at inflationen i juni aftog til 3 pct. fra 4 pct. i maj.

- Inflationen aftager blandt andet, fordi sidste års prisstigninger på energi nu falder ud af inflationsberegningen. Energipriserne falder med 16,7 pct. i juni i forhold til samme periode året før. Det betyder til gengæld, at den vigtige kerneinflation, der er inflationen fraregnet energi- og fødevarepriser, fastholder et højt niveau i juni, skriver Kim Blindbæk i en kommentar.

Kerneinflationen blev opgjort til 4,8 pct. mod 5,3 pct. i maj.

- Det er faktisk lavere end ventet. Selvom kerneinflationen også er aftaget det seneste år, er det sket i et langsommere tempo, lyder det videre fra Sydbank-økonomen.

PRISPRESSET NORMALISERER SIG

Dagens inflationsopgørelse viser, hvordan inflationen er lige nu og her. Men ifølge Mikael Olai Milhøj, der er chefstrateg hos Sterna Capital, peger ledende inflationsindikatorer på, at inflationspresset ikke bare er aftagende, men faktisk ved at normalisere sig.

- Det er samme indikatorer, der viste, at inflationspresset var på vej, og måske ikke var så midlertidig af karakter, som man håbede dengang. Det er positivt, hvis det viser sig, at indikatorerne har ret i, at inflationsbilledet er mere normalt 6-12 måneder herfra, skriver han.

Det gør ifølge Mikael Olai Milhøj også arbejdet nemmere for den amerikanske centralbank.

- Den amerikanske centralbank har indhentet meget af det forsømte ved de mange aggressive renteforhøjelser, men nu er risikoen mere balanceret. Det er rigtigt, at man ikke skal tage for givet, at inflationspresset går væk, selvom indikatorerne peger den rigtige vej, lyder det fra chefstrategen.

Han vurderer, at centralbanken nærmer sig afslutningen på de pengepolitiske stramninger.

- Den amerikanske centralbank vil dog nok stadig lægge mest vægt på inflationsbekæmpelsen rent retorisk, indtil det aftagende inflationspres i højere grad kan ses i de faktiske inflationstal, skriver han.

.\\˙ MarketWire