Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

DSV-finansdirektør om mulige opkøb: Vi har aldrig været mere forberedt end nu

25/7 10:36

Den danske transportkoncern DSV, der er kendt for både sin opkøbsstrategi og evnen til at integrere de mange overtagelser, er klar til at føje flere navne til listen, hvis den rigtige mulighed opstår.

Det fortæller finansdirektør Michael Ebbe på dagen, hvor selskabet har leveret regnskab for andet kvartal.

- Vi er færdige med at integrere både Panalpina og GIL, og vi har arbejdet på vores it-infrastruktur, så vi har aldrig været mere forberedte som organisation, end vi er lige nu, siger han til MarketWire.

Her afviser han, at der er specifikke ting på vej, men at selskabet konstant holder øje med mulighederne.

- Vi har en M&A-afdeling (afdeling for opkøb, red.), som løbende kigger på forskellige muligheder, og der kommer også løbende henvendelser ind. Det er en fast del af vores aktivitet, men der er ikke nogle aktive projekter kørende lige nu, siger han.

DSV har en lang tradition for at sluge store selskaber i jagten på vækst, og på listen over overtagelser er store selskaber som Uti Worldwide, Panalpina og Global Integrated Logistics, GIL.

Senest er DB Schenker blevet rygtet som et muligt opkøbsmål for DSV, hvor også flere af den danske transportkoncerns konkurrenter er blevet fremhævet som mulige budgivere. Der er dog intet officielt meldt ud, efter at det tyske logistikselskab blev sat til salg.

SÆLGERE VENDER RETUR MED LAVERE PRISER

Interessen hos DSV begrænser sig imidlertid ikke til de store opkøb, og transportkoncernen har også interesse i mindre selskaber, der kan integreres i forretningen.

Over for mediet ShippingWatch beskriver Michael Ebbe en tendens, hvor priserne på aktiver er begyndt at falde, efter at de har været presset højt op i det gunstige fragtmarked.

De høje priser har tidligere betydet, at salgsprocesser er gledet ud i sandet, fordi sælgerne har ønsket for høje priser, men nu er prissætningen igen begyndt at blive realistisk, mener finansdirektøren.

- Vi har set på et par mindre opkøb, som endte med ikke at blive til noget. Man laver jo en business case på sådan et opkøb, og vores pris var lavere end sælgerens. Nu vender sælgerne tilbage og spørger, om vi skal tage dialogen op igen, siger finansdirektør Michael Ebbe til ShippingWatch.

.\\˙ MarketWire