Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fransk Mærsk-rival ser omsætning og drift falde efter normalisering

28/7 17:53

Markedet for containerfragt er for alvor på vej tilbage til normalen, og det smitter af på både omsætning, drift og bundlinje hos rederiet CMA CGM, der oplever fald over hele linjen.

Det fremgår af regnskabet for andet kvartal offentliggjort fredag aften.

Omsætningen faldt til 12,3 mia. dollar fra 19,5 mia. dollar i andet kvartal året forinden, mens overskuddet skrumpede markant til 1,3 mia. dollar fra 7,6 mia. dollar.

- Som forventet fortsatte vores branche med at normalisere sig i andet kvartal, og på trods af svære markedsforhold er vores præstation fortsat robust, siger Rodolphe Saadé, der både er formand og topchef for rederiet, der primært er ejet af Saadé-familien, i en meddelelse.

Hos CMA CGM har man i det seneste kvartal set tegn på et opsving i efterspørgslen efter transport, når man sammenligner med det foregående, men transport- og logistikmarkedet er fortsat presset. Fremgangen hænger sammen med mere robusthed i den globale økonomi samt lavere energipriser, skriver selskabet i forbindelse med regnskabet.

På søen var de fragtede mængder stort set uændrede på 5,60 mio. tyvefodscontainere (TEU) i andet kvartal 2023, hvor tallet var 5,62 mio. teu i samme kvartal året før. Omsætningen fra det samme antal fragtede containere var dog tæt på halveret til samlet 8,4 mia. dollar fra 16,0 mia. dollar, hvilket især hænger sammen med et markant dyk i fragtraterne.

Containerrederiet er konkurrent til A.P. Møller-Mærsk og forfølger lige som det danske rederi en strategi, der går ud på at udbyde både logistik og fragt og på den måde servicere hele forsyningskæden for sine kunder.

- De seneste år har vi styrket vores to strategiske søjler: Transport og logistik. På det grundlag fortsætter koncernen sin transformation, mens den fortsætter med at vokse og integrere nye opkøb og øger investeringerne i at sænke udledningen for sine aktiver, siger Rodolphe Saadé.

Mærsk ventes at aflevere regnskab for andet kvartal fredag 4. august.

.\\˙ MarketWire