Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aviser med Novo Nordisk, Bavarian Nordic og Danske Bank

9/8 06:32

BØRSEN

NOVO NORDISK BRAGER OP EFTER NYT GENNEMBRUD

Nyt studie viser, at vægttabsmedicinen Wegovy fra Novo Nordisk reducerer risikoen for hjerteanfald. For første gang er der dokumenteret sammenhæng mellem godkendt vægttabsmedicin og nedsat risiko for hjerte-kar-tilfælde. Det er et skelsættende resultat, der ifølge professor vil ændre den måde, man behandler svær overvægt på. (Forside, side 6-7)

BAVARIAN-TOPCHEF UNDRER SIG OVER VACCINEFLOP

Selv om der er undren over Bavarians vaccineflop med RSV-vaccinen, ser topchef Paul Chaplin lyst på fremtiden for selskabet. (Side 4)

INDTJENINGEN DYKKER HOS JYSK ENERGI- OG FIBERKÆMPE

Omsætningen og driftsindtjeningen var i bakgear hos Norlys i første halvdel af 2023, hvor energimarkederne faldt mere til ro. (Side 12)

BIONTECH-EJER BAG STOR INVESTERING I DANSK BIOTEKSELSKAB

Tyske Athos, der ejer over halvdelen af Biontech, slutter sig til Gates- og Novo-fondene med stor investering i danske Bactolife. (Side 15)

KINAS EKSPORT I STØRSTE DYK SIDEN CORONA RAMTE

Både den kinesiske eksport og import tog et større fald, end økonomerne ventede. Det gør særligt ondt i den tyske industri, lyder vurderingen. (Side 16)

KØBENHAVNS LUFTHAVNE TILBAGE I TRECIFRET MILLIONPLUS

Københavns Lufthavne tjente 167 mio. kr. før skat i andet kvartal og er dermed definitivt på vej til at lægge perioden med brandrøde bundlinjer og coronakrise bag sig. (Side 18)

BERLINGSKE BUSINESS

VÆRDIEN AF NOVO NORDISK STEG MED 300 MILLIARDER KRONER PÅ BLOT 30 MINUTTER

En overraskende nyhed om den danske medicinalgigants diabetes- og slankemiddel Wegovys forebyggende effekt på hjerte-kar-tilfælde sendte i går med raketfart Novo Nordisk opad på listen over verdens mest værdifulde selskaber. (Forside, side 6-7)

ALT ER SMULDRET FOR CARLSBERG I RUSLAND - NU TRUER ET NYT SKRÆKSCENARIE

Det kom ud af ingenting, da de russiske myndigheder ved et præsidentielt dekret i sommer pludselig overtog ledelsen af Carlsbergs mange bryggerier i landet. Vladimir Putin siger, at det var Carlsbergs egen skyld, og det danske bryggeri risikerer nu at blive ramt andre steder i verden. Særligt kunne det blive uoverskueligt, hvis Kina lader de russiskproducerede øl strømme ind, fordi netop det kinesiske marked er et af Carlsbergs vækstmarkeder (Side 8)

FLERE DANSKE VIRKSOMHEDER KAN ENDE PÅ RUSSISKE HÆNDER

Det sendte chokbølger gennem dansk erhvervsliv, da Carlsberg i juli mistede kontrollen med sin russiske milliardforretning. Det samme kan ske for en række andre danske selskaber som Danfoss og Grundfos, der nu holder vejret. (Side 10-11)

STORE ÆNDRINGER I VERDENSHANDLEN

Handelstal viser de store forandringer, der er undervejs i verdensøkonomien. Rusland er sprunget op ad listen over Kinas handelspartnere, mens Kina er skubbet af tronen som USA's største leverandør. Men tallene sladrer også om, at det slet ikke er så enkelt at udpege, om en vare er kinesisk eller vietnamesisk. (Side 12)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

VIDUNDERMIDDEL LÆGGER 424 MIA. KR. TIL VÆRDIEN AF NOVO NORDISK

Kursen på Novo Nordisk blev tirsdag sendt kraftigt i vejret efter nye lovende resultater med vidundermidlet Wegovy. Aktien lukkede tirsdag med en stigning på 17,3 pct. og ramte dermed en ny rekordkurs. (Forside, side 4)

TYSKERNE TJENER MILLIARDER PÅ HAVVIND – DANSKERNE TABER

Enorme milliardbetalinger for tysk havvind sår tvivl om, hvorvidt der er behov for stor statsstøtte til de danske energiøer. Eksperter kalder det en positiv nyhed, mens ministeren glæder sig til at se betalingsvilligheden i Danmark. (Side 6-7)

DANSKE BANK HAR FÅET LUFT TIL AT BRUGE MILLIARDER PÅ AT FORKÆLE AKTIONÆRER

Der er råd til at tilbagekøbe egne aktier for et tocifret milliardbeløb i landets største bank de kommende år. (Side 8)

RUSLAND ANKLAGER VESTAS FOR AT FORSØGE AT SNIGE VINGER TIL DANMARK

30 vindmøllevinger fra Vestas med en samlet værdi på 10 mio. euro blev konfiskeret da Vestas forsøgte at sende vingerne ud af Rusland. Det lykkedes dog at sende 30 andre vinger ud af det krigsførende land. (Side 9)

DEMOGRAFIEN RAMMER JAPAN HÅRDT

Japan byder på hightech-kirkegårde, men ingen vuggestuepladser. For der bliver født forsvindende få børn, mens der kun bliver flere og flere ældre. Hverken samfundet eller økonomien kan snart klare mere. (Side 12)

.\\˙ MarketWire