Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo/Sydbank: Stærk vækst men lever ikke helt op til forventningerne

10/8 08:14

Novo Nordisk viser atter markante vækstrater i andet kvartal, men formår ikke at leve helt op til analytikernes opskruede forventninger til top- og bundlinjen.

Det konstaterer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen, der dog i samme moment kalder væksten i lokal valuta på 36 pct. på toplinjen og 37 pct. i driftsindtjeningen stærkt imponerende.

Han hæfter sig desuden ved, at Novos vækstlokomotiver, diabetes 2-midlet Ozempic og fedmemidlet Wegovy, begge gør det særdeles godt trods Novos produktionsudfordringer.

- Og det er et positivt element at tage med. Der, hvor det trækker ned, er Rybelsus, der er ramt af leveranceforskydninger og rabatter, konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Han peger desuden på, at Ozempics forgænger, Victoza, gør det svagere end ventet, og at også salget af insulin er ramt af ekstraordinære poster og prispres.

OPJUSTERING FAVNER AKKURAT ANALYTIKERFORVENTNINGER I TOP OG BUND

Novo opjusterer sin prognose, og favner dermed akkurat analytikernes estimater for 2023 målt på top- og bundlinje.

- Der blev på forhånd holdt øje med, om Novo ville være i stand til at opjustere, og det er man altså, konstaterer Sydbank-analytikeren.

Samlet set venter han alligevel en negativ reaktion på aktiemarkedet.

Og det skyldes blandt andet, at Novo stadig holder fast i at begrænse adgangen til de laveste doser for Wegovy i USA og dermed stadig klart signalerer, at produktionsudfordringer i forhold til at følge med efterspørgslen efter Ozempic, Wegovy og Rybelsus fortsætter. De tre midler bygger alle på samme virksomme stof, Semaglutid.

Desuden er Novo allerede steget markant i denne uge oven på de positive hjerte-kar-studie med Wegovy.

- Så det, at man ikke når helt i mål med toplinjen og indtjeningslinjen, ligesom opjusteringen var indregnet i forventningerne, og det faktum, at man forlænger begrænsningerne af udbuddet for de lavere doser af Wegovy i USA, tror jeg vil gøre, at Novo underperformer det generelle marked i dag, siger Søren Løntoft Hansen.

Medicinalgiganten solgte i perioden for 54,3 mia. kr. mod estimeret knap 55,4 mia. kr. blandt analytikerne ifølge estimater, som Novo har indsamlet forud for regnskabet.

Året før var omsætningen 41,3 mia. kr. i april, maj og juni.

Driftsresultatet (EBIT) landede i andet kvartal på 23,9 mia. kr. mod ventet 24,8 mia. kr. blandt analytikerne og 18,4 mia. kr. i andet kvartal året før.


.\\˙ MarketWire