Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo/CFO: Hjerte-kar-data med Wegovy bliver et nøglebevis i drøftelser om tilskud

10/8 11:30

Det gav genlyd på aktiemarkedet, da Novo Nordisk tirsdag kunne annoncere, at selskabets vægttabsmiddel Wegovy også reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdom.

Aktien buldrede i vejret med over 17 pct., hvilket sendte Novo fire pladser op ad listen over verdens mest værdifulde selskaber til en nittendeplads.

Analytikere var da heller ikke sene til at spekulere i, at det stort anlagte studie, der viste, at Wegovy reducerer risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser som dødsfald, blodprop og slagtilfælde med 20 pct., vil vægte så tungt, at endnu flere myndigheder og sygesikringer beslutter sig for at give tilskud til fedmebehandling. Desuden kan studiet muligvis bidrage til, at fedmepatienterne bliver længere på behandlingen.

Også hos Novo hersker der optimisme.

- Vores vurdering er, at det vil gøre en stor forskel både for patienter, læger og betalere (sygesikringer, red.). I forhold til patienterne ved at styrke forståelsen for vigtigheden af at behandle overvægt, og for betalerne, når det kommer til at forstå fordelene ved behandling af overvægt i forhold til følgelidelser.

- Og i forhold til betalerne, så vil de også evaluere på sundhedsøkonomien, for at forstå fordelen ved at behandle overvægt. Så det bliver et nøglebevis, når vi drøfter fordelene ved at behandle overvægt med betalere verden over, siger finansdirektør Karsten Munk Knudsen torsdag om studiet på en telekonference for pressen.

Først skal Novo dog have offentliggjort hjerte-kar-studiet med Wegovy i et videnskabeligt tidsskrift og have lægemiddelmyndighederne til at godkende hjerte-kar-fordelen, så studiet også kan bruges i markedsføringssammenhæng. I den forbindelse er der registreringsansøgninger på vej fra Novo i såvel Europa som USA senere i år.

Analytikere konstaterede dog allerede tirsdag, at data er så lovende, at det kan anspore sygekasserne til at ville yde tilskud til medicinen.

POLITISK BESLUTNING I USA

Peter Verdult, analytiker i Citi, betegnede resultatet af hjerte-kar-studiet som "helt i den øverste ende af markedets forventninger", og vurderede, at det "giver yderligere beviser til at støtte GLP-1-brug til behandling af fedme i patienter under Medicare" i USA.

Også hos Jefferies lød vurderingen, at det på sigt kan overbevise Medicare, den offentlige amerikanske sygesikring for ældre over 65 år, om at yde tilskud formentlig fra midten af 2025.

Som det er i dag står amerikansk lovgivning dog i vejen, da vægttabsmidler klassificeres som livsstilsmedicin.

- Det er vigtigt at understrege, at det er politisk proces, og det er ikke altid helt rationalt styret, hvordan sådan noget ender, og hvordan finansieringen af budgettet sikres politisk. Så det mangler vi at se, men det er i det mindste et skridt på vejen, vurderer Karsten Munk Knudsen.

Hjerte-kar-studiet med Wegovy blev gennemført i 17.604 overvægtige voksne med etableret hjerte-kar-sygdom, og kommer i forlængelse af et tidligere hjerte-kar-studie studie med diabetes 2-midlet Ozempic.

Her viste Ozempic, der bygger på samme virksomme stof som Wegovy, sig at reducere risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser med 26 pct. i voksne type 2-diabetikere med høj risiko for hjerte-kar-sygdom.

.\\˙ MarketWire