Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Markedsoversigt: Slag til aktierne på rød dag med ISS i bund og opadgående pres på renten

11/8 17:15

Det danske aktiemarked lå fredagen igennem i rødt territorium, hvor faldet steg i løbet af eftermiddag efter data viste større stigninger i de amerikanske producentpriser i juli end ventet.

Eliteindekset faldt C25 fredag 1,1 pct. til 1785,35 - for hele ugen blev det til et plus på 1,7 pct. En del af faldet fredag ramte efter kl. 14.30, hvor de amerikanske producentpriser viste sig at være steget mere end ventet i juli.

I forvejen var markedet surt som følge af snak om behovet for yderligere pengepolitiske stramninger i USA:

- Det er en negativ udvikling, fordi vi nu kommer til at skulle tale om renteforhøjelser igen og om, at Federal Reserve skal holde renterne høje i længere tid. Det kommer til at dominere i dag, så det er lidt ærgerligt med den udvikling i producentpriserne, siger senioraktierådgiver Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank.

23 ud af de 25 aktier i C25-indekset faldt. Demant klarede frisag med et plus på 0,3 pct. til 268,40 kr., efter at en opgørelse havde vist, at selskabet i sidste måned øgede sin andel på en vigtig del af et amerikanske høreapparatmarked.

Omvendt var der fortsat pres på ISS, som faldt 3,3 pct. til 123 kr. efter et fald på 10,8 pct. torsdag, da investorerne reagerede på regnskabet for andet kvartal og store nedskrivninger i Frankrig, hvor selskabet nu vil frasælge sine aktiviteter bortset fra strategiske nøglekunder.

Det har været en hæsblæsende uge for Novo med meget positive hjerte-kar-data med vægttabsmidlet Wegovy samt regnskab.

Novo faldt fredag dog 0,5 pct. til 1241,20 kr., men set over ugen blev det dog til et plus for aktien på 17 pct.

På obligationsmarkedet fik renterne et ekstra skub op ud på eftermiddagen efter en opgørelse af udviklingen i de amerikanske producentpriser i juli.

Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation fredag i 2,88 pct., hvilket var 8 basispoint højere end torsdag, mens resultatet for hele ugen blev et renteplus på 5 basispoint.

Allerede fra dagens begyndelse pegede rentepilen opad, hvilket var en spejling af udviklingen i USA torsdag aften, hvor renterne skød i vejret efter en svag auktion af 30-årige amerikanske statspapirer.

Derudover spillede det ind, at chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i San Francisco, Mary Daly, vurderede, at Federal Reserve stadig har mere arbejde at gøre, samt at centralbanken er fuldt forpligtet til resolut at bringe inflationen tilbage mod målet på 2 pct.

Eftermiddagens producentpristal fra USA var mere brænde til det bål, idet prisstigningstakten var lidt højere end ventet i juli. En formildende omstændighed var en opgørelse fra University of Michigan, som viste lidt lavere inflationsforventninger på et års sigt end ventet.

.\\˙ MarketWire