Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Sydbank: Stærkt salg af Demants høreapparater opvejer skidt udvikling i Communications

16/8 08:42

Demants kvartalsregnskab tirsdag aften stak i flere retninger, men en stærk udvikling i høreapparatsegmentet og en opjustering af koncernforventningerne opvejer en skidt udvikling i den lille headsetforretning - Communications. Af samme grund venter Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen, at aktien vil outperforme moderat sammenlignet med det øvrige aktiemarked onsdag morgen.

Regnskabet er dog en lidt blandet pose bolsjer.

- Omsætningen er overordnet bedre end ventet og den organiske vækst ligeså, drevet af en særdeles positiv udvikling for Hearing Healthcare-forretningen. Her har i særdeleshed grossistsalget af høreapparater, men også Diagnostics klaret sig flot.

- Men ser vi på det negative element, så er det Communications, som havde en organisk vækst på minus 16 pct. i kvartalet, hvilket er markant dårligere end forventningerne på minus 5 pct., konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Han peger desuden på, at Demants driftsresultat i første kvartal er omkring 5 pct. lavere end ventet.

- Og det skyldes både Hearing Healthcare og Communications, konstaterer Sydbank-analytikeren.

Ikke desto mindre opjusterer Demant dog sin årsprognose med udgangspunkt i, at den stærke udvikling inden for Hearing Healthcare vil fortsætte.

Mere specifikt annoncerede Demant tirsdag aften, at det venter at høreapparatmarkedet vil vokse hurtigere end tidligere antaget, og at selskabet regner med at kunne fastholde sit stærke kommercielle momentum og øgede markedsandele.

- Og med udgangspunkt i den løftede prognose, ser det ud til, at estimaterne skal lidt op. Men det er ikke meget, og der er stadig nogle negative elementer i regnskabet, også selv om Communications ikke fylder så meget. Det er baggrunden for, at jeg venter en meget moderat "outperformance" af det generelle marked, siger Søren Løntoft Hansen.

Demant går nu efter en organisk vækst på 11-14 pct. samt et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 4000-4400 mio. kr. Tidligere ventede Demant en organisk vækst på 6-10 pct. og et driftsresultat på 3800-4200 mio. kr.


.\\˙ MarketWire