Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Børshuse ser fortsat Lundbecks prognose som konservativ trods opjustering

22/8 10:55

Medicinalselskabet Lundbecks regnskab for andet kvartal var stærkt og bedre end ventet, men opjusteringen af forventningerne, der fulgte med, var en anelse mindre, end tallene for andet kvartal isoleret set kunne indikere.

Det vurderer både britiske Barclays og amerikanske JPMorgan efter Lundbecks regnskab i midten af sidste uge.

For den kommende periode vil fokus omkring aktien være på kommentarer og planer fra den kommende topchef, Charl van Zyl, som overtager fra Deborah Dunsire, når august bliver til september, lyder vurderingen i stedet.

- Herfra ser vi den næste store katalysator være Lundbecks nye topchefs udlægning af planerne for genopbygningen af pipelinen, skriver JPMorgan i en kommentar efter regnskabet i sidste uge.

En anden væsentlig sag for aktien er de forventede toplinjedata fra et fase 3-studie med Rexulti i PTSD - posttraumatisk stressforstyrrelse - i løbet af tredje kvartal.

Hos Barclays vurderer analytikerne, at Lundbecks fortsatte forsigtighed i prognosen skyldes forventningen om overvægt i forsknings- og udviklingsomkostningerne i andet halvår, men hos JPMorgan ser man fortsat prognosen som værende for konservativ.

- Vores omsætningsestimat for 2023 er uændret, og vi løfter vores EBITDA-estimat med 4 pct., da vi ser de løftede forventninger som for konservative - særligt i forhold til den ventede stigning i forsknings- og udviklingsudgifterne i andet halvår, skriver JPMorgan.

Banken venter nu et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 5,7 mia. kr., mens omsætningen fortsat ses ramme 20,2 mia. kr.

Hos Barclays er forventningen ligeledes en omsætning i hele 2023 på 20,2 mia. kr., mens det justerede driftsresultat (EBITDA) hos briterne ses blive 5,8 mia. kr.

Lundbeck opjusterede i sit kvartalsregnskab forventningerne, så der nu ventes en omsætning på 19,5-20,1 mia. kr. og et justeret driftsresultat (EBITDA) på 5,2-5,6 mia. kr.

Dermed er midtpunktet for omsætningen 19,8 mia. kr., mens det for driften er 5,4 mia. kr.

.\\˙ MarketWire