Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Problemer hos britisk flysystem skaber forsinkelser og aflysninger

28/8 16:33

Tekniske problemer hos den britiske lufttrafiktjeneste betyder, at flytrafikken til og fra flere lufthavne i Storbritannien mandag er præget af forsinkelser og aflysninger - også for danskere.

- Vi oplever i øjeblikket et teknisk problem og har indført restriktioner på trafikstrømmen for at opretholde sikkerheden. Teknikere arbejder på at finde og løse problemet, siger en talsperson for National Air Traffic Service (Nats) ifølge Reuters.

Til DR oplyser Københavns Lufthavn, at alle fly til London-regionen og Skotland er forsinket og tidligst kommer til at afgå mandag aften.

Til Ritzau uddyber lufthavnen, at det drejer sig om 44 flyafgange til og fra København, som forventes at blive berørt af problemerne.

Det vil sige, at i alt 6700 passagerer kan blive berørt.

- Vi ved ikke præcis, hvad der kommer til at ske. Der kan komme forsinkelser og ændringer og måske også aflysninger, siger pressevagt Lene Elmegaard.

Skal man til eller fra England eller Skotland mandag, skal man derfor holde sig orienteret via sit flyselskabs hjemmeside og via Københavns Lufthavns hjemmeside og app, lyder det.

Om et fly bliver aflyst, er op til flyselskabet.

Det norske nyhedsbureau NTB skriver, at flyselskabet Norwegian indstiller flere flyvninger mellem København og Manchester, København og Edinburgh og Oslo og London.

Det fremgår ikke, hvilke tidspunkter eller hvor mange fly der er tale om.

Tidligere mandag meddelte det skotske flyselskab Loganair på det sociale medie X, tidligere Twitter, at der var et problem med de computersystemer, der bruges til kontrol af lufttrafikken.

Også her blev der varslet om forsinkelser på internationale flyrejser.

Ifølge Reuters arbejder flere lufthavne, herunder London Luton Lufthavn og Birmingham Lufthavn, på at få et overblik over, hvornår den normale trafik kan genoprettes.

Dublin Lufthavn oplyser også, at problemerne resulterer i forsinkelser og aflysninger på nogle fly til og fra den irske hovedstad.

Her rådes passagerer, der rejser mandag, til at tjekke status for deres fly hos deres flyselskab.

/ritzau/