Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

GN-sammenlægning har været på vej længe - ikke et resultat af formandsskiftet

6/9 10:58

Sammenlægningen af GN's to primære forretningsområder, GN Hearing og GN Audio, der blev annonceret mandag aften, har været undervejs i flere år.

Det er dermed ikke et udspring af hverken GN's omfattende arbejde med en ny kapitalstruktur for at få nedbragt selskabets store gæld eller det formandsskifte, der blev gennemført ved forårets generalforsamling, hvor norske Per Wold-Olsen blev udskiftet med finske Jukka Pekka Pertola.

Ifølge MarketWires oplysninger har arbejdet frem mod ét sammenlagt selskab nemlig været diskuteret i GN-ledelsen i årevis - også med Per Wold-Olsen i formandsstolen.

Opdelingen i organisationen i de to dele af lydselskabet, der producerer henholdsvis høreapparater og headsets samt andet mødeudstyr, kan spores helt tilbage til salget af GN Hearing - det daværende GN Resound - til schweiziske Sonova, som i august 2007 blev droppet, fordi de tyske konkurrencemyndigheder efter en længere proces stillede sig på bagbenene.

Siden fulgte et større oprydningsarbejde, og efter det har GN Audio og GN Hearing - det daværende GN Netcom og GN Resound - atter langsomt men sikkert nærmet sig hinanden.

Over de seneste år er der nået flere milepæle i det arbejde - kulminerende med fusionsproduktet Jabra Enhance Plus, der en sammensmeltning af teknologi fra GN Audio og GN Hearing og også har været gavnet af distributionsnetværket i begge dele af GN.

Det blev sendt på markedet i starten af sidste år efter et længere tilløb, men der har også været andre eksempler på det tættere samarbejde - blandt andet GN Falcom-projektet, der sigter efter at udvikle headsets til soldater med høreforbedrende teknologi.

Samtidig har man også i længere tid kunnet læse ud af kommunikationen fra GN, at en sammenlægning har været undervejs.

Af årsregnskabet for 2022 fra februar kan man blandt andet finde følgende passage i afsnittet om vision og strategi hos GN:

- Over de seneste adskillige år er GN blevet redefineret fra et hardware- til et software-drevet selskab - repositioneret fra primært at blive opfattet som et høreapparatselskab til at være et fuldt integreret lydbehandlingsselskab, der arbejder i det traditionelle høreapparat- og headset-marked - og som nu yderligere udnytter sin teknologiplatform i stadigt mere konvergerende produktkategorier.

.\\˙ MarketWire