Vestas kan nyde godt af faldende stålpriser
7/9 07:26
Vestas og resten af vindmøllebranchen kan se frem til en kærkommen håndsrækning i kommende regnskab, efter at stålpriserne er faldet.
Det skriver Bloomberg Intelligence.
Ifølge bureauets analytikere kan Vestas og konkurrenterne se frem til en stigning i bruttomarginen på 100 til 200 basispoint ved det kommende regnskab for tredje kvartal. Det kommer i kølvandet på, at stålpriserne er faldet cirka 20 pct. siden samme tid sidste år.
Samtidig påpeger Bloombergs analytikere, at de fleste vindmølleproducenter har set en markant ordrefremgang i 2023. Det er dog ikke tilfældet for Vestas, hvor udviklingen har været relativt flad.
- Vi noterer os dog, at øgede salgspriser kan øge lønsomheden, i takt med at den kommer sig oven på de forstyrrelser i forsyningskæden, der ramte i 2022, skriver analytikerne Rob Barnett og Alessio Mastrandrea.
Vestas-aktien lukkede onsdag 1,6 pct. lavere i 154,60 kr. Aktien er siden årets start faldet 23,5 pct. og er dermed kun overgået af Bavarian Nordic og Ørsted som de C25-aktier med det største fald siden nytår.
.\\˙ MarketWire