Analytiker: Høje oliepriser kan få centralbankerne til at hæve renten
19/9 12:35
Olieprisen ligger i sit højeste niveau i halvandet år. Hvis prisen fortsætter med at stige, kan det sætte blus under inflationen og få centralbankerne til at hæve renten yderligere.
Det vurderer Jens Nærvig Pedersen, der er senioranalytiker i Danske Bank.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag formiddag 94,99 dollar. Sidst olieprisen var så høj var i juni 2022. De høje priser skyldes blandt andet, at Saudi Arabien har sænket sin olieproduktion markant, og at efterspørgslen på olie fortsat er høj.
- De næste uger vil prisen nok fortsætte med at ligge i det her høje niveau, siger Jens Nærvig Pedersen.
Olieprisen har ellers været faldende det sidste halvandet år, og sammen med lave naturgaspriser har det været med til at få inflationen til at aftage. Men nu ser det ud til at gå i den andet retning - særligt for oliepriserne.
- Det har især været et fald i energipriserne, der har presset inflationen ned, men nu, hvor oliepriserne stiger, så vil det formegentlig trække inflationen op de kommende måneder, siger Jens Nærvig Pedersen.
Den seneste tid har nøgletal og udmeldinger fra centralbankerne fået markedet til at spekulere i, at rentestigninger snart ville være fortid.
- Hvis inflationen stiger vil centralbankerne være nødt til at reagere og trække renten op, selvom meget har peget i retning af, at de ellers var færdige med at hæve renten, siger Jens Nærvig Pedersen.
Jens Nærvig Pedersen vurderer dog, at oliepriserne længere ude i fremtiden vil falde igen.
- I 2024 og et par måneder frem er der gode muligheder for, at oliepriserne vil falde - måske til omkring 80 dollar per tønde. Vi regner med, at verdensøkonomien vil blive ramt af tilbagegang, og det vil få efterspørgslen og prisen på olie til at falde, siger han.
.\\˙ MarketWire