Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

GN bygger videre på høreapparatsucces med Omnia: Lancerer ny produktplatform igen

28/9 09:00

Efter blot lige godt et år på markedet for GN's succesfulde høreapparatplatform Resound Omnia er selskabet nu klar med en afløser i form af Resound Nexia.

Det er en relativt hurtig udskiftning i forhold til normen i hos både GN og i branchen generelt.

Mellem Resound Omnia og den platforms forgænger - Resound One - var der eksempelvis to år.

Og der er to afgørende grunde til det.

Den ene er en endelig adoptering af den nye lavenergistandard fra Bluetooth med den såkaldte Auracast-funktion, som tillader fri streaming fra alle typer smartphones og enheder, der anvender Bluetooth, hvilket giver en bedre løsning for både Android-styresystemet og enorme videreudviklingsmuligheder.

- Hvis man sidder i et mødelokale eller foran et tv, kan man streame lyden til høreapparater af mange forskellige slags eller til eksempelvis høretelefoner. Uden at det kræver meget dyre og svære softwareinstallationer, forklarer Brian Dam Pedersen, der er teknologidirektør hos GN, over for MarketWire.

- Visionen er, at man også skal kunne høre gateannonceringer i lufthavne eller annonceringerne fra højtaleranlægget på togstationen, fortsætter han.

Den nye Bluetooth-standard giver nemlig klart friere rammere for producenterne, fordi der ikke længere er tale om en proprietær løsning, hvor licenshaverne får ret til at benytte en software under givne betingelser, men en åben løsning uden fast ophavsret, hvor der er videre rammer for videreudvikling.

Samtidig giver standarden bedre og klarere lyd i forbindelse med blandet andet opkald, når høreapparatbrugeren anvender en Android-telefon.

LANGT MINDRE END FORGÆNGEREN

Den anden er store forskel i Resound Nexia er, at alle foredelene fra Resound Omnia-platformen i en fintunet udgave nu gøres tilgængelig i en 25 pct. mindre, men stadig genopladelige formfaktor - en såkaldt microRIE.

- Vi har brugt meget energi på at fintune systemet omkring Omnia. Med Nexia er det meget de samme ting i en mindre pakke. Det har faktisk været en svær udfordring, fordi systemerne er meget afhængige af at have visse ting omkring mikrofonerne. Det har været en udfordring at få ned i en så lille indpakning, forklarer Brian Dam Pedersen.

- Så det er teknologisk set ikke et skridt, der er tilsvarende det, vi tog mellem Resound One og Resound Omnia. Men det er også, fordi vi mener, at skridtet, som vi tog med Omnia, er blevet meget vel modtaget, uddyber han.

Resound Nexia rulles ud globalt med start på det store amerikanske marked fra den 12. oktober.

Det er dermed også lidt for sent ude til at blive omfattet af lanceringsvinduet den 1. november hos den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

I stedet er det planen, at Resound Nexia bliver en del af VA-udbuddet med lanceringsvinduet den 1. maj næste år, oplyser GN.

.\\˙ MarketWire