Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens amerikanske jobrapport kan vise sidste krampetrækning inden nedgang

6/10 07:57

Det amerikanske arbejdsmarked holder stædigt fast i det høje tempo. Men sådan ser det ofte ud lige inden en nedgang.

Det er analysen fra Bloombergs hold af økonomer bestående af Anna Wong, Stuart Paul og Eliza Winger. De vurderer, at fredagens imødesete jobrapport meget vel kan være den sidste til at vise en solid jobskabelse, inden afkølingen af arbejdsmarkedet indtræffer i oktober.

- Jobrapporten for september er bagudskuende. Siden undersøgelsesugen i september er de finansielle forhold blevet strammet betydeligt, og strejkerne i bilindustrien er taget til. Det er ikke fyringer, men i stedet et fald i nyansættelser, der plejer at komme forud for en højere arbejdsløshed. Den dynamik er ved at tiltage, skriver Bloomberg-økonomerne forud for eftermiddagens tal.

Bloombergs venter, at der blev 173.000 nye job uden for landbruget. Det er en spids højere end de samlede estimater indsamlet af Bloomberg, hvor konsensus blandt de adspurgte økonomer ligger på 170.000 nye job. Til sammenligning blev der skabt 187.000 nye arbejdspladsen uden for landbruget i august.

Trods en ventet nedgang er der fortsat langt til jobskabelsen på omkring 100.000, som den amerikanske centralbankchef Jerome Powell anser som værende neutralt territorium.

Det er ifølge Bloombergs økonomer ikke usandsynligt, at tallene for oktober kan lande omkring det niveau.

Foruden jobskabelsen vil der også være fokus på de gennemsnitlige timelønninger. De ventes ifølge konsensusestimaterne at være steget 0,3 pct. på månedsbasis mod et plus på 0,2 pct. i august. På årsbasis ventes stigningen at være 4,3 pct. - uændret fra måneden forinden.

VIGTIGT FIKSPUNKT FOR RENTEN

Jobrapporten er altid blandt månedens absolut vigtigste makroøkonomiske nøgletal - deraf det populære navn "kongetallet" - men fredagens tal for september tager endnu mere fokus end sædvanligt.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, står på vippen til at afslutte sin cyklus af renteløft. Ved mødet i september blev renten fastholdt, men renteprognosen fra centralbanken indikerede samtidig, at markedet skal forvente højere renter i længere tid.

Spørgsmålet er derfor, om der kommer et renteløft mere inden årets udgang.

Den ledende amerikanske rente er hen over de sidste 18 måneder blevet løftet gentagne gange til et niveau på 5,25-5,50 pct. Dog har den ønskede effekt ikke været så stor som ventet, og navnlig det varme arbejdsmarked har været en kilde til frygt for yderligere inflationspres.

Medlemmerne af den pengepolitiske komité, FOMC, der beslutter Federal Reserves rentepolitik, har været hårde i retorikken og bestemt ikke udelukket højere renter inden årets udgang.

Dog var der antydningen af et tøbrud torsdag aften fra chefen for San Francisco-afdelingen, Mary Daly.

Hun vurderer, at det er muligt at fastholde renteniveauet, hvor arbejdsmarkedet og inflationen fortsætter med at køle af.

- Hvis vi fortsat ser et afkølende arbejdsmarked og inflationen på vej tilbage til vores mål, kan vi fastholde renten og lade pengepolitikkens effekter fortsætte med at arbejde, sagde Mary Daly torsdag ifølge Bloomberg News.

Jobrapporten offentliggøres fredag eftermiddag kl. 14.30


.\\˙ MarketWire