Kinas økonomiske vækst overrasker positivt trods afmatning
18/10 06:34
Den kinesiske økonomi voksede hurtigere end antaget i tredje kvartal ifølge de officielle vækstdata offentliggjort af National Bureau of Statistics i Beijing onsdag morgen. Men der er fortsat tale om vækstnedgang i forhold til andet kvartal.
Det kinesiske bruttonationalprodukt - BNP - øgede med 1,3 pct. i sæsonkorrigerede tal i tredje kvartal i forhold til kvartalet før. Og på årsbasis var væksten 4,9 pct.
Analytikerne havde ventet en vækst på 0,9 pct. i sæsonkorrigerede tal og på 4,5 pct. på årsbasis.
- Kinas makroøkonomiske data for tredje kvartal har været meget bløde lige indtil september, hvor der var tegn på en lille stabilisering, siger analytikere fra ING Bank ifølge Nikkei Asia.
I andet kvartal var væksten på nedreviderede 0,5 pct. på kvartalsbasis mod hidtil antaget 0,8 pct., mens der var en ikke-revideret vækst på årsbasis på 6,3 pct. ifølge de officielle statistikker.
Ses der på væksten i år til og med tredje kvartal er væksten opgjort til 5,2 pct. mod 5,5 pct. efter andet kvartal.
De kinesiske regerings mål for 2023 lyder på en vækst på "omkring 5 pct." efter en for Kina historisk lav vækst i 2022 på 3 pct., som var stærkt præget af covid-restriktioner, nedtur på ejendomsmarkedet og faldende eksport.
Vækstmålet for indeværende år blev annonceret af premierminister Li Keqiang i marts, hvor der blev lagt an til en "forsigtig" og "målrettet" penge- og finanspolitik grundet de ustabile globale økonomiske forhold.
.\\˙ MarketWire