Genmab og partner skuffer med data med lungekræftmiddel
18/10 12:09
Genmab har onsdag en svær dag på børsen, efter at dele af data fra et fase 3-studie med Mariposa mod lungekræft har vist skuffende resultater.
Selv om resultaterne i sig selv er positive, er de "ikke så gode, som det var håbet" og ej heller "stærke nok" til at hamle op med den eksisterende standard på markedet, vurderer børshuset Cowen ifølge Bloomberg News.
Hos den amerikanske investeringsbank Jefferies ser analytiker Peter Welford en mulighed for, at de "blandede" resultater kan udgøre en "konkurrencemæssig" trussel for Astrazenecas middel Tagrisso.
Studiet er udført i samarbejde med partneren Johnson & Johnson.
Mariposa er en kombination af Genmabs lungekræftmiddel Rybrevant og virkningsmidlet Lazertinib, der er udviklet af Johnson & Johnson.
I studiet er Mariposa blevet sammenlignet med Astrazenecas lægemiddel Tagrisso, der ifølge Bloomberg News er betragtet som standarden inden for behandling af lungekræft. Resultaterne vil blive offentliggjort ved en lægemiddelkonference på et senere tidspunkt.
Selv om resultaterne med Mariposa næppe vil røre ved Tagrissos markedsposition, er Rybrevant - altså Genmabs middel - "meget attraktivt" som mulig andenlinjebehandling, skriver analytiker Asthika Goonewardene fra Truist Securities i et notat ifølge Bloomberg News.
INDFRIEDE PRIMÆRE ENDEMÅL
Resultaterne fra fase 3-studiet med Mariposa blev offentliggjort 28. september og fremgik i Johnson & Johnsons regnskab for tredje kvartal, der blev offentliggjort tirsdag.
I pressemeddelelsen oplyser det amerikanske medicinalselskab, at kombinationen af Rybrevant og Lazertinib viste en statistisk signifikant og klinisk betydningsfuld forbedring hos patienter med kræft uden at forværre sygdommen sammenlignet med virkemidlet Osimertinib i Astrazenecas Tagrisso.
Dermed indfriede studiet sit primære endemål.
Genmab dykker onsdag 6,6 pct. til 2124 kr. Aktien er videre tynget af, at franske BNP Paribas har indledt dækningen af selskabet med den negative anbefaling "underperform" og kursmålet 2000 kr.
.\\˙ MarketWire