Mærsks asisatiske konkurrenter under heftigt salgspres
6/11 06:58
A.P. Møller-Mærsks heftige kursfald fredag oven på regnskabet for tredje kvartal smitter tydeligt af på kursudviklingen i langt hovedparten af rederiets asiatiske konkurrenter mandag morgen. Samtidig er der kommet yderligere skidt nyt fra branchen.
Mærsks japanske konkurrent Kawasaki Kisen slog godt nok forventningerne i første halvår, men fastholder årsforventningerne, og indikerer dermed, ligesom Mærsk gør det, at markedet er blevet værre.
Kawasaki falder over 11 pct. i Tokyo. Desuden taber det japanske rederi Nippon Yusen højde på trods af en opjustering i sin kvartalsmeddelelse.
Mærsks B-aktie faldt fredag næsten 17 pct. til 10.130 kr. - en historisk nedtur, efter meget dystre toner om fremtiden i rederiets kvartalsregnskab.
Fragtraterne er ifølge Mærsk under pres, og det skyldes ikke mindst, at et stort overudbud af skibe vil sætte sit præg på markedet i de kommende to til tre år.
Her er en oversigt over de asiatiske containerrederiers aktieudvikling fredag:
Rederi | Udvikling i procent fra dagen før |
Mitsui OSK Lines (Tokyo) | -3,1 |
Kawasaki Kisen Kaisha (Tokyo) | -11,6 |
Nippon Yusen KK (Tokyo) | -4,9 |
HMM (Sydkorea) | +7,7 |
Evergreen Marine (Taiwan) | -3,5 |
Cosco Shipping (Hongkong) | -3,9 |
Orient Overseas (Hongkong) | -2,9 |
Kilde: Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire