Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Analytikere om GN: Svage Enterprise-meldinger og lagernedbringelse hos Demant rammer aktie

7/11 10:48

Demant-aktien får en hård medfart på børsen i København tirsdag, efter at selskabet har afleveret periodemeddelelse for tredje kvartal.

Med ned trækkes også GN, der ligeledes er sunket til bunds oven på meldingerne fra konkurrenten.

Og det skyldes særligt to ting i Demants headset-forretning, vurderer Morten Larsen, der er analytiker hos ABG Sundal Collier.

- Den klart negative vækst i Enterprise-forretningen hos Demant er en stor del af det. Men samtidig nedbringer Demant kraftigt sine lagre inden for gaming-segmentet, og de niveauer, de har solgt udstyr på, er meget lave, siger han til MarketWire.

Det presser givetvis også GN's Steelseries, der også er i færd med en lagernedbringelse på grund af den høje gæld i GN og dermed kan blive trykket af de store lagre.

- Steelseries har ligget med for høje lagre, så der bliver solgt ud i diverse kanaler, før udstyret bliver for gammelt, forklarer Morten Larsen.

STORT ENTERPRISE-DYK GIVER NY USIKKERHED

Tungest vejer dog formentlig skuffelsen i Enterprise-forretningen hos Demant, der leverede en negativ organisk vækst på 24 pct. i tredje kvartal.

Enterprise er hovedforretningen hos GN's headset-afdeling og en af de helt afgørende faktorer for, at det samlede GN igen får sig klemt op i positiv vækst og en forbedret indtjening.

Hos Demant er forretningen ganske vist noget mindre og også mere koncentreret mod Europa, hvor GN er store i blandt andet USA, men derfor giver meldingen alligevel usikkerhed, lyder det fra Rune Majlund Dahl, der er analytiker hos norske DNB.

- Historisk set har der været dårlig korrelation mellem Demants forretning og GN's, men GN-aktien handler rigtig meget på usikkerhed lige nu, siger han til MarketWire.

- Det, der skal trække GN's aktiekurs op i niveau igen, er primært en bedring i Enterprise-forretningen, og når en konkurrent så kommer med sådan en melding, så skaber det usikkerhed, fortsætter Rune Majlund Dahl.

Han suppleres af Morten Larsen fra ABG.

- Der er en geografisk difference, men hvis man laver minus 24 pct., så er der et eller andet, der ikke er godt. Og der skal ikke meget til ved at rykke ved kursen i GN. Den er meget volatil, siger han.

Demant falder efter tirsdagens meddelelse med 9 pct. til 252,80 kr., og GN bakker med 2,7 pct. til 117,80 kr.

GN har dog også undervejs tirsdag været helt nede i 114,65 kr. - svarende til et fald på 5,3 pct. for dagen.

.\\˙ MarketWire