Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Morgan Stanleys chefstrateg spår aktieoptur efter nye toner i Federal Reserve

18/12 08:17

Humørskiftet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er et tegn på, at man vil forsøge at undgå en langvarig stram pengepolitik for at sikre en blød landing.

Det lover godt for aktiemarkedet, vurderer Michael Wilson, der er chefstrateg i den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley, i en analyse ifølge Bloomberg News.

Federal Reserve fastholdt onsdag sin ledende rente på 5,25-5,50 pct. ved årets sidste rentemøde, men løftede samtidig sløret for sin seneste økonomiske prognose, der indregner en rente på 4,625 pct. i slutningen af 2024.

Det øger ifølge Michael Wilson sandsynligheden for en blød landing, da centralbanken nu prioriterer vedvarende vækst over at få kølet inflationen yderligere ned.

Selv om skiftet i Federal Reserves fokus kan betyde, at inflationen igen tager fat, "er skiftet velkomment nyt for aktieinvestorerne - særligt taget obligationsmarkedets reaktion til forventningerne i betragtning", skriver Michael Wilson.

Meldingen fra Federal Reserve blev da også godt modtaget af aktiemarkedet, der kvitterede med flere rekorder på stribe til Dow Jones-indekset samt til Nasdaq 100-indekset.

Også teknologigiganten Apple, der er verdens største selskab målt på markedsværdi, slog rekord både onsdag og torsdag, hvor markedsværdien steg til 3072 mia. dollar, inden den fredag gik en smule tilbage igen.

.\\˙ MarketWire