Asien: Generelle kursfald efter amerikansk gevinsthjemtagning
21/12 06:42
De fleste asiatiske aktiebørser afspejler onsdagens markante vending på Wall Street, der satte en stopper for en lang række positive dage med rekord på rekord, da en kraftig gevinsthjemtagning satte ind i den sene handel.
Samtidig ser investorerne frem mod fredagens amerikanske inflationsdata, der vil kunne give fingerpeg om den amerikanske centralbanks villighed til at reducere renterne til næste år.
- De tre amerikanske benchmark-indeks trak sig kraftigt tilbage i den sene handel efter at have ramt deres respektive top inden for dagen og afsluttede en stigningsrække på mere end én uge. Det kan skyldes et overkøbt marked, da rentenedsættelses-optimismen løb tør for damp, siger analytiker Tina Teng fra CMC Markets i Sydney ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,6 pct., mens de amerikanske aktiefutures indikerer stigninger i de amerikanske aktieindeks på 0,3-0,5 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
Det japanske marked virker modløst efter onsdagens vending og markante kursfald i USA, hvilket har sat investorerne i gang med at trække profitten i land efter en uge med stigninger.
- Det japanske marked starter med fald efter drop i de amerikanske aktier anført af gevinsthjemtagning, siger analytiker Toshiyuki Kanayama fra Monex i Tokyo ifølge AFP.
Nikkei 225 falder 1,6 pct., og Topix-indekset dropper 1,0 pct.
Markedet i Hongkong lå længe under for den negative udvikling, men er kommet tilbage i takt med at de kinesiske aktier på fastlandet er steget og dermed udgør et par af de få positive indeks i hele den asiatiske region.
Hongkongs Hang Seng-indeks er uændret, mens Shanghai Composite og CSI 300 stiger henholdsvis 0,3 pct. og 0,8 pct.
Børserne i Seoul og Taipei falder 0,8 pct. og 0,6 pct., mens Singapores Stock Exchange lige holder næsen oven vande med et plsu på 0,1 pct.
Børsen i Sydney er lukket med et drop i ASX-indekset på 0,5 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -1,6 |
Topix | -1,0 |
Hongkongs Hang Seng | 0,0 |
China Shanghai Composite | +0,3 |
China CSI 300 | +0,8 |
Taiwan Taiex | -0,6 |
Sydkoreas Kospi | -0,8 |
Indiens BSE Sensex | -0,1 |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | -0,5 |
.\\˙ MarketWire