Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Zealands topchef om vægttabshåb: Kan have fordele i behandling af fedtlever

21/12 11:12

Zealand Pharma har sat flere både i søen for at kæmpe sig til en plads på det voksende milliardmarked for vægttabsmidler. Målet for porteføljen af kommende vægttabsmidler er ikke blot at vise store vægttab, men mindst lige så vigtigt at vise effekt på andre følgesygdomme af overvægt.

Derved vil det nemlig være muligt at differentiere sig i forhold til de store aktører som Novo Nordisk og senest Eli Lilly, som dominerer markedet for vægttabsmedicin.

Det fortæller Adam Steensberg, administrerende direktør i Zealand Pharma, i et interview med MarketWire, hvor han også kommer med opskriften på, hvad der skal til for at skabe et succesrigt vægttabsmiddel i fremtiden, hvis den væsentligste virkningsmekanisme er hormonet GLP-1.

- I min bog skal man nok over 20 pct. vægttab. Man skal nok op i den boldgade, og så vil jeg sige, at det helt væsentlige er, at lægemidlet har yderligere effekt på nogle af følgesygdommene til fedme. For rigtigt mange kan, hvis de kan tolerere at være i behandling med en GLP-1 som Novos og Lillys, opnå vægttab. Men den væsentligste grund til, at vi behandler og udvikler nye GLP-1'ere, er for på en bedre måde at adressere nogle af de følgesygdomme, der er forbundet med fedme, siger Adam Steensberg.

Længst fremme hos Zealand er lægemiddelkandidaten Survodutid, som udvikles af partneren Boehringer Ingelheim, men foreløbigt er nogle år efter Novo Nordisks og Eli Lillys vægttabsmidler, Wegovy og Zepbound.

Målet er dog, at Survodutid om nogle år kan stå sig i konkurrencen med de to midler, og måske også skille sig ud med en vigtig fordel som behandling af fedtlever, eller NASH, der er en af følgesygdommene ved overvægt.

- I sidste ende, så er det, som mange læger er klar til at udskrive et vægttabsmiddel på, et spørgsmål om, hvorvidt man kan gøre noget ved følgesygdomme. Så det er klart, at hvis man har en stærk label inden for fedtlever, så er det ét argument for, hvorfor man skulle udskrive sådan et lægemiddel, siger Adam Steensberg til MarketWire.

NASH KAN GIVE FORLOMME

Fase 3-studiet med Survodutid, som Boehringer for nyligt har skudt i gang, ventes at vare et par år. Medregnet myndighedernes behandlingstid af en registreringsansøgning, vil en godkendelse til behandling af overvægt altså kunne komme om omtrent tre år.

Til gengæld er Boehringer også på vej med fase 2-data i fedtlever, NASH, i første halvår af 2024, og falder de ud som håbet, kan det måske give anledning til en tidlig godkendelse fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, der har givet "Fast Track" til Survodutid. Derved holder lægemiddelstyrelsen døren åben for en godkendelse baseret på tidlige data, men betinget af, at der gennemføres yderligere studier.

- Så det kan også være en vej til en lidt hurtigere udvikling.

- Og så vil man lige pludselig have et projekt, der er meget differentieret i forhold til både Novos og Lillys projekter, forudser Adam Steensberg.

BARREN ER SAT VED MINIMUM 20 PCT. VÆGTTAB

Selv arbejder Zealand på egen hånd med yderligere tre fedmeprojekter. Og også her er håbet at kunne adskille sig fra de midler fra Novo og Eli Lilly, som allerede er på markedet.

Samtidig er der formentlig god plads at boltre sig på. Blandt andet har Goldman Sachs for nyligt estimeret, at salget af GLP-1-anologer, som bruges til behandling af diabetes og overvægt, i allerbedste fald kan nå 400 mia. dollar, eller over 2700 mia. kr. i 2028. Det fremgår af Business Insider.

Foreløbigt har Novo og Lilly da også sat barren højt ved at vise massive vægttab med deres midler, og derfor skal der en del til for at udvikle et succesrigt vægttabsmiddel, mener Adam Steensberg.

Blandt andet har Novo i et fase 3-studie netop vist, at vægttabsmidlet Wegovy beskytter mod alvorlige hjerte-kar-hændelser. Her er Boehringer også i færd med et hjerte-kar-studie med Survodutid, men kan ifølge Adam Steensberg formentlig kun håbe på lignende data.

Til gengæld kan Survodutid adskille sig og vise sig at være bedst til behandling af fedtlever, da det kombinerer en GLP-1-analog med en anden virkningsmekanisme, hormonet glukagon, der øger leverens energiomsætning.

- Så når man ser på de prækliniske data og hypoteserne bagved, så vil jeg satse på vores hest, siger Zealands topchef.

ANDRE FORDELE

Blandt de øvrige fedmeprojekter har Zealand også fundet store områder, det håber kan give en konkurrencefordel.

Det gælder kombinationsproduktet, Dapiglutid, der kombinerer GLP-1 og GLP-2-hormonet og er nået i den mellemste kliniske udviklingsfase 2.

Her driver GLP-1 ifølge Adam Steensberg det meste af vægttabet, mens håbet er, at kombinationen med GLP-2 vil vise sig i endnu højere grad at reducere de betændelsestilstande, eller den inflammation i mange organer, der ofte er forbundet med fedme.

- Så det kan være rettet mod fedtlever, hvor der også er et stort inflammatorisk miljø, eller hjerte-kar-sygdomme, hvor man ved, at inflammation spiller en stor rolle. Og så er et af de områder, hvor jeg personligt tror, at det her lægemiddel kan være attraktivt, inden for Alzheimers sygdom, siger Adam Steensberg.

Kronjuvelen i Zealands portefølje af lægemiddelkandidater mod svær overvægt er dog ifølge selskabet selv Amylin-analogen, Petrelintid, der foreløbigt er nået til fase 1, og kan vise sig at have færre bivirkninger end de allerede markedsførte GLP-1-midler, som ofte giver anledning til kvalme.

- I stedet for at reducere ens appetit, så skaber Amylin en mæthedsfornemmelse. Og det er en helt anden fornemmelse at være mæt frem for at have tabt sin appetit.

- Man taber ofte sin appetit i forbindelse med sygdom, mens man er mæt, efter at man har spist. Så vi tror, at det er en mere normal oplevelse, og dermed også mere rar oplevelse. Der er også ret stærke prækliniske data, der viser, at det mest er fedtvæv og ikke så meget muskelvæv, man taber, siger Adam Steensberg.

Netop problemer med tab af muskelvæv har været et emne, som medicinalselskaberne vil forsøge at adressere ved GLP-1-behandling.

De færre bivirkninger kan ifølge Zealand desuden betyde, at Petrelintid for at være attraktivt formentlig skal give anledning til vægttab på cirka 15 pct., nogenlunde på linje med Novos Wegovy.


.\\˙ MarketWire