Amerikanske Nasdaq på vej mod bedste år siden 1999
28/12 14:51
Det teknologitunge Nasdaq-indeks, der blandt andet tæller selskaber som Alphabet, der ejer Google, Apple, Tesla og Meta, der står bag Facebook, er på vej mod sin bedste årspræstation siden dotcom boblen brast omkring årtusindeskiftet.
Torsdag stiger futures med 0,2 pct. - men allerede inden torsdagen skydes i gang, er indekset steget 55 pct., hvilket er det største plus siden 1999.
Der er dog endnu et stykke op til rekorden fra 19. november 2021 i 16.057,44, da indekset onsdag lukkede i 15.099,18.
Indekset er rentefølsomt, og i takt med at tegnene på en amerikanske rentenedsættelse bliver mere og mere tydeligere i 2024, er indekset strøget op.
- Stigningerne kommer i takt med, at forventningerne om aggressive politiske lempelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vinder frem, siger Vishnu Varathan, chefstrateg hos Mizuho Bank, til Bloomberg News.
84 pct. af markedsdeltagerne venter en rentenedsættelse allerede ved rentemødet i marts.
- Markederne signalerer, at vi er på vej halvvejs mod en lettere pengepolitik igen, siger chefstrategen.
Federal Reserve har hævet sin rente 11 gange i denne stramningscyklus, senest med 25 basispunkter i juli, mens den nu for tredje rentemøde i træk i december valgte at fastholde sin rente.
Forhøjelserne startede i marts 2022, da renten lå i intervallet 0,00-0,25 pct., og det blev til ti løft i træk frem til og med maj i år, inden banken på sit rentemøde i juni "skippede" og holdt et enkelt mødes pause.
.\\˙ MarketWire