Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk-skib blev lørdag aften angrebet og forsøgt bordet i Det Røde Hav

2/1 06:41

Et fragtskib fra rederiet Mærsk blev lørdag aften angrebet med et missil, mens det var på vej med sin last af 14.000 containere i Det Røde Hav.

Skibet "Maersk Hangzhou" befandt sig ved Bab al-Mandeb-strædet, da besætningen om bord observerede et lysglimt på dækket.

Ingen af besætningsmedlemmerne kom noget til, og der var heller ingen meldinger om brand på skibet.

Det amerikanske krigsskib "USS Gravely", der befinder sig i området for at beskytte internationale handelsskibe, sendte to antiskibsmissiler i luften i forbindelse med hændelsen.

Ifølge den amerikanske militære centralkommando, Centcom, kom missilangrebet fra områder besat af den iranskstøttede Houthi-bevægelse i Yemen.

Efter angrebet blev Mærsk-skibet søndag morgen forsøgt bordet af fire både, der ifølge Centcom var kontrolleret af Houthi-bevægelsen.

Men helikoptere fra den amerikanske flåde besvarede ilden og sænkede tre af de fire både.

Ifølge nyhedsbureauet AFP mistede 10 mennesker livet på de tre både.

Angrebet fik efterfølgende rederiet til at udsætte alle rederiets sejladser gennem Det Røde Hav i 48 timer.

Det sker ifølge en udtalelse fra Mærsk for at vurdere sikkerhedssituationen i området og undersøge hændelserne nærmere.

Tidligere i december blev et andet Mærsk-skib, "Maersk Gibraltar", også angrebet med et missil.

Mærsk valgte efter angrebet at sende alle skibe rundt om Afrikas sydspids i stedet for at benytte genvejen via Suezkanalen.

For få dage siden meddelte Mærsk, at man ville genoptage skibstrafikken i Det Røde Hav i lyset af den amerikanske tilstedeværelse på havet.

Det seneste angreb er udtryk for, at situationen på den vigtige sejlrute er blevet forværret, vurderer Lars Jensen, direktør for rådgivningsvirksomheden Vespucci.

- Mærsk er her og nu det første eksempel på, at det samme skib er blevet forsøgt angrebet to gange. Det er sket, selv om man har militæreskorte i området, siger han.

Mange rederier har valgt at lægge sejlruterne omkring Afrikas sydspids for at undgå angreb i Det Røde Hav.

Problemet er, at det forlænger transporttiden mellem Asien og Nordeuropa mellem syv og otte dage, forklarer Lars Jensen.

- Det betyder ikke noget på den helt korte bane. Men varer vil blive forsinkede, og det vil kunne mærkes i slutningen af januar og starten af februar, siger han.

Mens Mærsk nu har givet sig selv en tænkepause på 48 timer, udtrykker de søfarendes fagforeninger bekymring for situationen i Det Røde Hav.

- Vi vurderer, at forholdene i farvandet ved Bab al-Mandeb-strædet og op langs Yemens kyst er af en sådan karakter, at de søfarende ifølge loven har ret til at afmønstre inden sejlads, hvis de ønsker det.

- De søfarendes sikkerhed og tryghed kommer før alt andet. Det har vi en klar forventning om, at der er enighed om, lyder det i en fælles udtalelse fra fagforeningerne Metal Maritime, Danske Maskinmestre og Dansk El-forbund.

Den danske regering meldte fredag ud, at man vil indsætte en dansk fregat i Det Røde Hav som led i den amerikanskledede indsats for at beskytte international skibstrafik.

/ritzau/