Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA's centralbank i tidlig diskussion om afslutning af kvantitative stramninger

4/1 06:34

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har i denne stramningscyklus ikke blot hævet sin rente markant, men også samtidig gennemført kvantitative stramninger ved at reducere sin store portefølje af stats- og realkreditobligationer.

Det er en proces, der ifølge bankens ledelse hidtil er gået "glat", men når det engang bliver tid til at ændre på nedbringelsen af balancen, hvor der hver måned reduceres med 95 mia. dollar, så er det vigtigt, at Federal Reserve i god tid får signaleret det på den rigtige måde.

Det fremgår af onsdagens referat fra det seneste rentemøde den 12. og 13. december 2023.

- Flere deltagere bemærkede, at komiteens planer for balancen antydede, at den ville bremse og derefter stoppe reduktionen i balancens størrelse, når reservebalancerne er lidt over det niveau, der anses for at være i overensstemmelse med rigelige reserver, hedder det.

- Disse deltagere foreslog, at det ville være passende for komiteen at begynde at drøfte de tekniske faktorer, der ville guide beslutningen om at bremse tempoet i afviklingen, længe før en sådan beslutning blev truffet, for at give passende forhåndsvarsel til offentligheden.

Gennem pandemien købte centralbanken obligationer for omtrent 4650 mia. dollar, mens Federal Reserver sidenhen har reduceret porteføljen med cirka 1265 mia. dollar.

At centralbankens ledelse i december ifølge det officielle referat allerede tog hul på en diskussion om en nedtrapning eller et stop for obligationssalg kan tages som et signal på, at banken nærmer sig afslutningen.

- Federal Reserve er ligesom en spejder: Den ønsker at være beredt. På den ene side er en tidligere forberedelse af en afslutning en god ting. På den anden side skal den finde ud af, hvordan den gør det, uden at signalere at afslutningen på de kvantitative stramninger er nær, siger Gennadiy Goldberg, rentechef hos TD Securities, til Bloomberg News.

Kilde: https://www.federalreserve.gov/monetarypolicy/fomcminutes20231213.htm

.\\˙ MarketWire