Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Producenter af tunge køretøjer i EU skal sænke udledning med 90 procent

19/1 14:02

Torsdag nåede EU til enighed om at skærpe CO2-kravene til nye tunge køretøjer.

Producenter skal fremadrettet reducere CO2-udledningen fra nye køretøjer med 45 procent i 2030, 65 procent i 2035 og 90 procent i 2040 sammenlignet med 2019-niveauer.

Parlamentsmedlemmet for Moderaterne, Bergur Løkke Rasmussen, er glad for, at aftalen er landet på det, han kalder et ambitiøst niveau.

Da han var med til forhandlingerne i EU's transportudvalg, så det mere sort ud.

- Det, man fandt frem til i trilogien, læner sig mere op ad det, som jeg og den danske regering gik ind til de her forhandlinger på, siger han.

Målet med aftalen er at arbejde mod nulemission inden for vejtransportsektoren og større elektrificering af køretøjerne.

Christel Schaldemose (S) siger, at hun er stolt af resultatet.

- Med denne delaftale sikrer vi, at der er en slutdato for forbrændingsmotorerne i bybusser. Det er afgørende - særligt for at skabe renere byer med høj luftkvaliteten, siger hun i en skriftlig kommentar.

Allerede i 2030 skal nye bybusser have sænket udledninger med 90 procent, og fossile bybusser skal være fuldstændig udfaset i 2035.

EU-Parlamentets Venstrefløjsgruppes forhandler, Nikolaj Villumsen (EL), kalder aftalen et vigtigt skridt i klimakampen.

- Det her vil betyde, at vi frem mod 2050 kommer til at se, at vores CO2-udledning mindskes med mere end 1,8 milliarder ton frem til 2050.

- Det er det samme som 40 gange Danmarks nuværende årlige udledning, siger han i en pressemeddelelse.

Enhedslistens parlamentsmedlem siger desuden, at de største lastbilproducenter før aftalens forhandlinger støttede ambitionen om at reducere CO2-udledningen med 100 procent i 2040.

Man har også med aftalen besluttet at sig for, at biobrændstoffer og såkaldte e-Fuels, som blandt andet kan fremstilles af palmeolie, ikke kan bruges til at nå målene om reduktion.

- I mine øjne vil man have forkludret målet med omstillingen, hvis man tillod biobrændsler, siger Bergur Løkke Rasmussen.

Aftalen skal nu godkendes formelt hos Det Europæiske Råd og EU-Parlamentet.

Blandt de omfattede køretøjer er næsten alle former for lastbiler, inklusive skraldebiler og cementblanderlastbiler.

Der er dog undtagelser for reduktionsmålene. De gælder for småproducenter af køretøjer anvendt til eksempelvis minedrift, skovbrug og landbrug.

Derudover er Forsvarets og brandvæsnets køretøjer undtaget og køretøjer til brug i civilbeskyttelse, offentlig orden og sundhedspleje.

/ritzau/