Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vestas-rival venter solide landmøllemarginer i 2024

23/1 15:04

(Præcisering i fjerde afsnit)

Den amerikanske vindmølleproducent GE Vernova, som er en stor konkurrent til danske Vestas og som er på vej til at blive splittet ud fra General Electric-koncernen i et selvstændigt børsnoteret selskab, venter høje encifrede marginer inden for sin landmølleforretning i 2024.

Det fremgår af GE's årsregnskab tirsdag, hvor der også præsenteres specifikke forventninger til GE Vernova, der både rummer vedvarende energiaktiviteter inkluderende land- og offshoremøller, men også en "Power" forretning med gasturbiner.

Samlet lyder 2024-prognosen for GE Vernova på 34-35 mia. dollar i omsætning, en justeret driftsmargin, EBITDA, på et midt encifret niveau, men i "den høje ende" af dette margininterval.

Men i forhold til Vestas er det udviklingen i GE Vernovas forretningsben for vedvarende energi, som udover møllerne dog også inkluderer en netværksforretning, der er mest interessant at kigge nærmere på. I den del omsatte selskabet i 2023 for 15,0 mia. dollar, hvilket var 17 pct. mere end året før.

Og driftsmarginen var negative 9,5 pct., hvilket imidlertid var en forbedring på 920 basispoint fra det endnu mere underskudsgivende 2022. Samlet gav segmentet et underskud på 1,4 mia. dollar for året svarende til et minus på 9,6 mia. kr.

Forbedringen i marginen var drevet af bedre priser, kvalitet og produktivitet. Mens selskabet venter landmøllemarginer i det høje encifrede niveau i 2024, med størstedelen af de leverede volumener i anden halvdel af året, så lyder lyder prognosen for offshore møller på en "lille indtjeningsforbedring" i forhold til sidste år.

Forretningen kunne i 2023 glæde sig over en stigning i ordreindgangen på 54 pct. til 22,6 mia. dollar. Blandt andet fik GE en historisk vindmølleordre på 2,4 gigawatt bestående af 674 landmøller til Pattern Energys SunZia-vindprojekt.

I forhold til opsplitningsplanerne fra GE-koncernen lyder tidshorisonten "tidligt i april", og som en forløber holder GE Vernova investordag i New York 7. marts.

.\\˙ MarketWire