Torsdagens aviser med Danske Bank, GN og SAS
25/1 06:32
BØRSEN
STORE SELSKABER KÆMPER HÅRDT FOR SIKRE FORSYNINGER
Antallet af handelsrestriktioner, der påvirker EU-lande, er næsten tredoblet fra 2012 til 2022, og truslerne mod frihandel gør særligt ondt i Europa, fastslår McKinsey-rapport. FLS blev hårdt ramt af en nedlukket havn i Shanghai og stærkt problematiske adgangsmuligheder til FLS-fabrikkerne i Kina. (Forside. Side 4)
SAS OPJUSTERER SIN GÆLD MED MILLIARDER
Tirsdag aften har SAS i en meddelelse meldt en stribe nye ting ud om det tidligere så hæderkronede flyselskabs fremtid. Blandt andet forlænger SAS sin konkursbeskyttelse, som sigter mod at rekonstruere selskabet. (Side 11)
NORSK FORSIKRINGSKONCERN VIL HAVE FLERE DANSKE PRIVATKUNDER
Den norske forsikringskoncern Gjensidige har store vækstambitioner i Danmark. Privatkundeforretningen lider i Danmark, og landechef sætter alt ind på vækst. (Side 13)
GN’S GAMING-FORRETNING I STOR VÆKST
Gaming i form af digitale spil med skærm, mus, tastetur og hovedtelefoner er i rivende udvikling. Flere og flere forbrugere kommer i gang med gaming, og det er ikke længere kun for de helt unge. Det har den store audio- og høreapparatproducent GN Store Nord glæde af med ejerskab af divisionen Steel Series. (Side 13)
BERLINGSKE BUSINESS
KINAS REGERING KLAR TIL AKTIEINDGREB EFTER KÆMPE NEDTUR
På tre år er det kinesiske aktiemarked blevet 43.200 mia. kr. mindre værd, mens det amerikanske aldrig har ligget bedre. Den kinesiske regering gør store reserver klar til at kunne gribe ind. (Side 6)
COOPS VÆRDIER SKAL GØRES MERE SYNLIGE
Coop vil få en anden type formand, hvis landsrådet følger indstillingen og vælger Pernille Skipper. (Side 6)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
DANSKE BANK SIKRER MILLIARDINDSPRØJTNING TIL NY OLIEJAGT
I sin officielle politik lægger Danske Bank afstand til selskaber, der leder efter nye olieforekomster. Alligevel har banken skaffet milliarder til et norsk selskab med speciale i at finde olie i sårbare miljøer som Arktis. Det møder hård kritik fra flere sider. (Forside, side 6-7)
LEGO VANDT NYT OPGØR OM BESKYTTELSE AF KLODSER
EU-Domstolen har onsdag dømt til fordel for den danske legetøjsgigant i en sag, som er anlagt af en tysk konkurrent. Domstolen har givet Lego medhold i striden om designbeskyttelse. (Side 2)
INVESTORERNE RISIKERER EN BRAT OPVÅGNING IFØLGE VERDENS STØRSTE KAPITALFORVALTER
Gennem de seneste måneder er investorerne blevet for magelige, og i løbet af 2024 vil de sandsynligvis indse, at inflationen og renterne ikke skal så langt ned, som de håbede på, mener Wei Li, der er global chefstrateg i Blackrock. (Side 12-13)
.\\˙ MarketWire