FLSmidths regnskab og prognose modtages positivt i Sydbank - cementsalg overrasker ikke
30/1 06:34
Overordnet - eller fokuseret på den underliggende forretning - er det positive foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal og prognose for indeværende år, som FLSmidth mandag aften efter børslukketid har lagt frem.
Det mener senioranalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen, som derudover ikke ser den store overraskelse i, at ingeniørkoncernen nu sætter sin cementforretning til salg.
- Fjerde kvartal, altså afslutningen på 2023, er overvejende positiv læsning. Omsætningen i Mining på 4,5 mia. kr. er bedre end ventet, og omsætningen i Cement på 1,4 mia. flugter fint med det ventede. Driftsindtjeningen i Mining med en EBITA-margin på 11,8 pct. er en lille bitte smule bedre end ventet, mens den i Cement overrasker positivt med 7,4 pct. på indtjeningen. Den samlede indtjening er bedre end ventet med en lille pil op, konstaterer analytikeren, der vurderer resultaterne i forhold til de konsensus-estimater, som FLSmidth Har samlet ind.
Dertil komme færre omkostninger til integration af Thyssen Mining - nu Mining Technologies - på i alt 733 mio. kr. mod ventede 800 mio. kr., påpeger analytikeren.
FOKUS PÅ 2024 - AKTIEN SKAL OP
Men markedet vil nok hurtigt vende opmærksomheden mod 2024, antager Mikkel Emil Jensen.
- Og hvis vi lige kikker på skuffelserne først, ligger omsætningen i cement på 4,0-4,5 mia. kr., hvilket er lavere end ventet. Men her skal man lige have med, at de har solgt Maag Gear fra. Og til gengæld er indtjeningen stærkere. Og Mining ligger fint med. Så indtjeningen er samlet set lidt bedre - underliggende - end ventet, vurderer Mikkel Emil Jensen.
Derudover skal der ifølge analytikeren tages højde for engangsudgifter på 300 mio. kr. i alt i de to divisioner til separation af divisionerne, investeringer i vækst, realisering af synergier i Mining og omkostningsinflation.
Han venter, at kursreaktionen tirsdag morgen vil være positiv for aktien.
- Jeg tror, at den skal op på det. Når man også tager i betragtning, at FLSmidth med god grund har tradition for at være konservativ i et usikkert marked med et 2024 med geopolitisk usikkerhed og økonomisk opbremsning, så tror jeg godt, at der kan komme et lettelsens suk oven på fine resultater fra FLSmidth.
HAR GJORT CEMENT LÆKKER
Planen om at sælge Cement kommer samtidig ikke som en overraskelse for Sydbanks analytiker.
- De har været i gang med at lave et "carve out", som fjerner trådene mellem Mining og Cement. Man har skilt dem ad, og det gør man typisk i sådan en salgsproces, så det er nemt at sælge fra - nemt at skære trådene over. Så salget har ligget lidt i kortene, men nu er det mere officielt med et salgsskilt, noterer Mikkel Emil Jensen.
- Det er jo ikke sådan, at der er en køber, men det er en åben invitation til en mulig køber, mener han, men medgiver, at markedsvilkårene aktuelt ikke er de bedste for den optimale pris.
- Men heldigvis har de gjort forretningen lidt mere lækker indtjeningsmæssigt på det seneste, som måske kan lokke købere ud af busken, påpeger analytikeren og ser måske en kapitalfond med det lange perspektiv som mulig ny ejer.
.\\˙ MarketWire