Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 14 November kl 14.00 Læs mere her

Novo mere end fordobler adgangen til startdoser på supersællert i USA

31/1 09:40

Novo Nordisk er i januar igen begyndt at skrue op for udbuddet af de lavere dosisstørrelser for fedmemidlet Wegovy på det amerikanske marked. Beslutningen bør allerede i løbet af de kommende uger kunne ses i recepttallene for Wegovy.

Det er meldingen fra Novo-ledelsen onsdag på en telekonference for pressen.

Glubende appetit på Novos vægttabsmiddel har tidligere gjort det umuligt for Novo at følge med efterspørgslen, og selskabet annoncerede derfor i maj sidste år, at det ville begrænse adgangen af startdoser på Wegovy på det amerikanske marked.

Det er sket for at sikre, at de, der starter behandlingen, også kan fortsætte med de højere doser. Men nu er Novo altså parat til at skrue op igen.

- Jeg er glad for at kunne fortælle, at vi nu gør det muligt for flere nye amerikanske patienter at indlede behandling, da vi mere end fordobler udbuddet af antallet af de lavere doser af Wegovy sammenlignet med de seneste måneder.

- Vi vil gradvist udvide det samlede udbud igennem resten af 2024, siger Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør i Novo Nordisk.

SKUFFEDE I FJERDE KVARTAL

I fjerde kvartal skuffede Wegovy dog en smule, trods en omsætningsvækst på 311 pct. målt i lokal valuta.

Wegovy solgte for samlet 9614 mio. kr. i fjerde kvartal mod ventet 10.181 mio. kr. blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo. Det amerikanske marked stod for langt størstedelen af Wegovys salg og ramte 8,6 mia. kr.

- Jeg tror måske, at forventningerne har været skruet lidt højt op. Recepttallene i fjerde kvartal var stabile, som følge af det antal startdoser, vi var i stand til at stille til rådighed, siger Karsten Munk Knudsen, finansdirektør i Novo.

Han peger på, at Novo allerede mod slutningen af januar mere end fordoblede antallet af startdoser i USA, og at det snart vil slå igennem.

- Du bør forvente at kunne se det i recepttallene i de kommende uger, siger Karsten Munk Knudsen.

Overordnet går Novo både efter at kunne lancere Wegovy på nye markeder og sikre, at det kan følge med efterspørgslen på de markeder, hvor midlet allerede er lanceret.

- Begge dele er lige vigtige, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

- Vi vil både gå efter at servicere flere patienter i USA, og også gradvist lancere på flere markeder i international operations.

Foreløbigt er Wegovy på markedet i USA, Danmark, Norge, Tyskland og Storbritannien.

.\\˙ MarketWire